Legislator Case Law & Legislation
20171BB00108 DK

Forslag til folketingsbeslutning om loft over gebyrer på elektroniske betalingskort ved betalinger i udlandet

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2017 108 Valid

Fremsat den 23. marts 2018 af Pelle Dragsted (EL) og Rune Lund (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om loft over gebyrer på elektroniske betalingskort ved betalinger i udlandet

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Pelle Dragsted (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om loft over gebyrer på elektroniske betalingskort ved betalinger i udlandet.

(Beslutningsforslag nr. B 108)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2017 108 Valid

Folketinget pålægger regeringen inden den 15. oktober 2018 at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om betalingstjenester og elektroniske penge og foretage de fornødne ændringer i administrative forskrifter med henblik på at forhindre, at pengeinstitutter opkræver urimelige gebyrer ved kunders brug af betalingskort i udlandet, og at sikre fuld transparens for både kunder og offentlighed omkring gebyrer ved brug af betalingskort i udlandet.

Der skal indføres et loft på valutakurstillæg ved brug af betalingskort i udlandet på 1 pct. for europæiske valutaer og 1,5 pct. for andre valutaer.

Dette loft skal sikre, at pengeinstitutterne ikke misbruger den begrænsede konkurrence blandt pengeinstitutter til at pålægge forbrugerne urimeligt høje priser.

Samtidig skal udbydere af betalingskort pålægges at specificere i transaktionsoversigten til den enkelte kunde, hvilken del af den enkelte transaktion der hidrører fra valutakurstillæg, og hvilken del der hidrører fra valutakursomregning.

Formålet er at sikre forbrugerne fuld information om omkostningerne ved at anvende betalingskortet som betalingsmiddel.

Sluttelig skal pengeinstitutter pålægges at specificere indtægten fra valutakurstillæg i deres årsopgørelse.

Formålet er at sikre forbrugerne og offentligheden fuld information om de forskellige pengeinstitutters indtjening fra gebyrer.

BSF B#LOKDOK41 2017 108 Valid

En række af de største danske pengeinstitutter har én efter én i 2017 hævet valutakurstillægget på VISA-Dankort fra 1,0 pct. af købsbeløbet til 1,5 pct. for køb i Europa og fra 1,5 pct. til 2,0 pct. for køb uden for Europa.

Forbrugerrådet Tænk har på den baggrund valgt at anmelde en række pengeinstitutter til Forbruger- og Konkurrencestyrelsen for overtrædelse af betalingstjenestelovens § 79, der fastslår: »Ved fastsættelse af gebyr m.v. i forbindelse med gennemførelse af betalingstransaktioner med et betalingsinstrument som nævnt i § 6, nr. 9, må der ikke anvendes urimelige priser og avancer.

Ved urimelige priser og avancer forstås priser og avancer, der er højere, end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence«.

I pressen har Forbrugerrådet Tænk fremhævet, at pengeinstitutternes forhøjelse af valutakurstillægget ligner en koordineret aktion.

Det er ikke første gang, at danske pengeinstitutter er under mistanke for at misbruge deres dominerende position til at vælte urimelige gebyrer over på kunderne.

De sidste mange år er pengeinstitutternes indtægter fra gebyrer vokset voldsomt og udgør for mange pengeinstitutter op mod halvdelen af indtægterne.

I lyset af denne situation er betalingstjenestelovens § 79 ikke et tilstrækkeligt reguleringsværktøj til beskyttelse af kunderne mod urimelige gebyrer.

Forslagsstillerne foreslår derfor, at pengeinstitutterne pålægges et konkret loft på gebyrer på hævningerne i udlandet specifikt i form af et loft på valutakurstillæg ved brug af betalingskort i udlandet på 1 pct. for europæiske valutaer og 1,5 pct. for andre valutaer.

Forslagstillerne foreslår endvidere, at udbydere af betalingskort pålægges at specificere i transaktionsoversigten til den enkelte kunde, hvilken del af den enkelte transaktion der hidrører fra valutakurstillæg, og hvilken del der hidrører fra valutakursomregning.

Formålet er at sikre forbrugerne fuld information om omkostningerne ved at anvende betalingskortet som betalingsmiddel.

Endvidere foreslås, at pengeinstitutterne pålægges at specificere indtægten fra valutakurstillæg i deres årsopgørelse Formålet er at sikre forbrugerne og offentligheden fuld information om de forskellige pengeinstitutters indtjening fra gebyrer.

Beslutningsforslaget har til formål at beskytte kunderne mod urimelige priser ved brug af VISA-Dankort i udlandet og at sende et klart signal til bankerne om, at man fra politisk side ikke vil acceptere koordinerede prisstigninger, som reelt sætter den frie konkurrence og prisdannelse ud af kraft.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →