Legislator Case Law & Legislation
20161XX00187 DK

Skriftlig fremsættelse (16. november 2016) - L 00

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2016 L 83 Valid

Skriftlig fremsættelse (16. november 2016)

SF.L#LOKDOK28 2016 L 83 Valid

Forsvarsministeren (Peter Christensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af beredskabsloven (Sik­rings­mæssige foranstaltninger for nukleart materiale og nukleare anlæg)

(Lovforslag nr. L 83)

Kongeriget Danmark har tilsluttet sig IAEA-konventionen om fysisk beskyttelse af nukleart materiale og nukleare anlæg og er dermed forpligtet til at sikre, at der bl.a. etableres et lovmæssigt system vedrørende sikringsmæssige foranstaltninger (fysisk beskyttelse) af nukleart materiale og nukleare anlæg.

Efter IAEA-konventionen om fysisk beskyttelse af nukleart materiale og nukleare anlæg, skal nukleart materiale, der udnyttes til fredelige formål, beskyttes mod tyveri og anden uretmæssig tilegnelse, og nukleart materiale og nukleare anlæg skal beskyttes mod sabotage.

Beredskabsstyrelsen har hidtil varetaget opgaver vedrørende sikringsmæssige foranstaltninger gennem en fast administrativ praksis, hvor styrelsen bl.a. i forbindelse med international transport af nukleart materiale, som er gået gennem Danmark eller er foretaget med skib indregistreret i Danmark, har påset, at der har været truffet de konkrete sikringsmæssige foranstaltninger, som følger af konventionen eller er udtrykt eksempelvis i anbefalinger fra IAEA.

Hensigten med lovforslaget er at skabe et lovgrundlag for de forpligtelser, som skal påhvile den, der bruger, opbevarer eller transporterer nukleart materiale, og den, der driver nukleart anlæg, og Beredskabsstyrelsens opgaver i den forbindelse.

Med lovforslaget foreslås det, at den, der bruger, opbevarer eller transporterer nukleart materiale, der udnyttes til fredelige formål, pålægges at træffe sikringsmæssige foranstaltninger mod tyveri eller anden uretmæssig tilegnelse.

Lovforslaget pålægger endvidere den, der bruger, opbevarer eller transporterer nukleart materiale, der udnyttes til fredelige formål, og den, der driver et nukleart anlæg, at træffe sikringsmæssige foranstaltninger til beskyttelse mod sabotage.

Det foreslås, at Beredskabsstyrelsen fastsætter nærmere regler om sikringsmæssige foranstaltninger mod tyveri eller anden uretmæssig tilegnelse for nukleart materiale, sikrings­mæssige foranstaltninger til beskyttelse af nukleart materiale og nukleare anlæg mod sabotage og om sikringsplaner.

Reglerne vil fastlægge, hvilke generelle krav om sikrings­mæssige foranstaltninger der skal gælde for nukleart materiale og nukleare anlæg.

Endvidere foreslås det, at sikringsmæssige foranstaltninger for nukleart materiale og nukleare anlæg skal fremgå af en sikringsplan, som skal indsendes til og godkendes af Beredskabsstyrelsen.

Godkendelsen skal opnås forud for brug, opbevaring eller transport af nukleart materiale og forud for drift af nukleare anlæg.

Desuden foreslås det, at Beredskabsstyrelsen fører tilsyn med overholdelse af regler og krav om sikringsmæssige foranstaltninger, som er fastsat i medfør af loven.

Styrelsens tilsyn vil navnlig have fokus på, om den, der bruger, opbevarer eller transporterer nukleart materiale, og den, der driver et nukleart anlæg, har truffet de sikringsmæssige foranstaltninger, som vedkommende er forpligtet til at træffe efter reglerne herom og som indgår i en sikringsplan, og om der er sket væsentlige ændringer i de forhold, som ligger til grund for sikringsplanen.

Endelig foreslås det, at der fastsættes regler om, at overtrædelse af bestemmelser om sikringsmæssige foranstaltninger og sikringsplaner kan straffes med bøde, medmindre højere straf er hjemlet i den øvrige lovgivning.

Endvidere vil forsøg kunne straffes.

Med lovforslaget opfylder Kongeriget Danmark de internationale forpligtelser inden for fysisk beskyttelse af nukleart materiale og nukleare anlæg.

Lovforslaget er omfattet af regeringens ønske om de to ikrafttrædelsesdatoer for erhvervsrettede forslag, hvorfor lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2017.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →