Legislator Case Law & Legislation
20161XX00132 DK

Skriftlig fremsættelse (9. november 2016) - L 52

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2016 L 52 Valid

Skriftlig fremsættelse (9. november 2016)

SF.L#LOKDOK28 2016 L 52 Valid

Social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om psykologer m.v. (Offentliggørelse af tilsynssager, adgang til at give påbud, ændring af Psykolognævnets sammensætning m.v.)

(Lovforslag nr. L 52)

Formålet med lovforslaget er at skabe øget tryghed og gennemsigtighed for borgerne ved valg af autoriseret psykolog.

Det foreslås opnået ved indførelse af en offentliggørelsesordning og ved forbedring af rammerne for Psykolognævnets tilsynsvirksomhed.

Med lovforslaget foreslås en offentliggørelsesordning, der giver borgere og myndigheder mulighed for at se, om en autoriseret psykolog har modtaget alvorlig eller gentagen kritik for sin faglige virksomhed eller har fået frataget sin autorisation.

Ordningen styrker borgerens grundlag for at træffe et frit og informeret valg af psykolog.

Tilsvarende offentliggørelsesordning findes på sundhedsområdet.

Med lovforslaget gives Psykolognævnet endvidere bedre rammer for at føre tilsyn med de autoriserede psykologer.

Der foreslås blandt andet givet mulighed for at anvende skærpet tilsyn og påbud i sager, hvor en autoriseret psykolog har udvist alvorlig eller gentagen kritisabel faglig virksomhed.

Med lovforslaget styrkes også selve nævnet.

Det gøres ved at ændre på sammensætningen af nævnet og ved forholdsmæssigt at styrke nævnets psykologfaglige kompetencer.

Med forslaget indsættes en dommer som formand for nævnet.

En dommer sikrer uafhængighed, saglighed og juridisk tyngde.

Samtidigt reduceres antallet af øvrige nævnsmedlemmer fra 8 til 4 medlemmer, dog således at Dansk Psykolog Forening bevarer indstillingsretten til 2 medlemmer.

Endelig indebærer lovforslaget en generel modernisering af psykologloven, herunder en tydeliggørelse af rolle og kompetence for nævnets sekretariat, samt en tydeliggørelse af beskyttelsen af titlerne som psykolog og autoriseret psykolog.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →