Skriftlig fremsættelse (26. oktober 2016) - L 44
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (26. oktober 2016)
Miljø- og fødevareministeren (Esben Lunde Larsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet
(Lovforslag nr. L 44)
Med lovforslaget udmøntes regeringens udspil ”Vækst og udvikling i hele Danmark” fra november 2015 og aftalen mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og det Konservative Folkeparti om ”Danmark i bedre balance – Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet” fra juni 2016, hvor det er besluttet, at nedlægge Natur- og Miljøklagenævnet og etablere to nye klagenævn i Nævnenes Hus i Viborg for henholdsvis planområdet og natur- og miljøområdet.
Endvidere foreslås, at gebyret for klage over sager på plan-, natur- og miljøområderne skal hæves og differentieres fra 500 kr. til henholdsvis 900 kr. for private og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer.
Med lovforslaget sammenlægges to af Miljø- og Fødevareministeriets øverste klageinstanser, henholdsvis Natur- og Miljøklagenævnet og Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, til ét nyt uafhængigt nævn for klager over afgørelser fortrinsvist på Miljø- og Fødevareministeriets område.
Med lovforslaget etableres det nødvendige hjemmelsgrundlag for klageorganisationen og forslaget tilvejebringer samtidig de nødvendige konsekvensændringer i sektorlovene på Miljø- og Fødevareministeriets område, men også i museumsloven, lov om apoteksvirksomhed, lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold og i planloven, i en periode indtil ikrafttrædelsen af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), som pr. 16. maj 2017 erstatter planlovens VVM-regler, herunder også regler om klage.
Et væsentligt formål med lovforslaget er at modernisere, forenkle og ensarte den gældende retstilstand, idet det nye nævn vil kunne dække hele Miljø- og Fødevareministeriets sagsområde – og ikke kun natur- og miljøsagerne.
Det kan på den måde mest effektivt indgå på lige fod med de øvrige klagenævn i Nævnenes Hus.
Både sammenlægningen til ét nævn og integrationen i Nævnenes Hus, som skal yde nævnet sekretariatsmæssig bistand, forventes at give øget fleksibilitet, større tilpasningsevne og mindre sårbarhed i forbindelse med klagebehandlingen.
Det foreslås, at det nye nævn får navnet Miljø- og Fødevareklagenævnet og at nævnsloven træder i kraft 1. februar 2017.
Tidspunktet for lovens ikrafttræden følger det parallelt af erhvervs- og vækstministeren fremsatte forslag til lov om Planklagenævnet.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.