Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2016) - L 7
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2016)
Social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om Haagerkonventionen af 2007
(Lovforslag nr. L 7)
Formålet med lovforslaget er at sætte Haagerkonventionen af 23. november 2007 om international inddrivelse af børnebidrag og andre former for underholdsbidrag til familiemedlemmer i kraft for Danmark.
Forslaget indeholder de bestemmelser, der er nødvendige for, at konventionen kan anvendes i Danmark.
Danmark deltager allerede gennem flere konventioner i det internationale samarbejde om underholdspligt.
Haagerkonventionen af 2007 udbygger og supplerer dette samarbejde.
Haagerkonventionen af 2007 har til formål at sikre effektiv inddrivelse af børne- og ægtefællebidrag i andre konventionslande.
Konventionen indeholder navnlig bestemmelser om samarbejde mellem de involverede myndigheder i konventionsstaterne og om fuldbyrdelse i en konventionsstat af en afgørelse, der er truffet i en anden konventionsstat, herunder om fri proces i sådanne sager.
Til brug for tilrettelæggelsen af inddrivelse af underholdsbidrag i en anden konventionsstat indeholder konventionen mulighed for at indhente oplysninger fra andre konventionsstater om bidragsskyldnerens adresse og økonomiske forhold.
Tiltrædelse af konventionen forventes således at styrke inddrivelsen af danske bidragskrav i udlandet.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.