Legislator Case Law & Legislation
20161BB00025 DK

Forslag til folketingsbeslutning om krav til private og udliciterede daginstitutioner om ansættelse af det pædagogiske personale på overenskomstmæssige vilkår

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2016 25 Valid

Fremsat den 29. november 2016 af Jacob Mark (SF) og Trine Torp (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om krav til private og udliciterede daginstitutioner om ansættelse af det pædagogiske personale på overenskomstmæssige vilkår

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Jacob Mark (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om krav til private og udliciterede daginstitutioner om ansættelse af det pædagogiske personale på overenskomstmæssige vilkår.

(Beslutningsforslag nr. B 25)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2016 25 Valid

Siden 2005 har der været mulighed for at oprette og drive private daginstitutioner.

Det har både haft en række negative og også enkelte positive effekter.

På positivsiden har det selvsagt øget udbuddet af daginstitutioner og dermed givet nogle forældregrupper, ikke mindst hvis de har haft den tilstrækkelige økonomiske formåen, flere valgmuligheder.

På negativsiden er det blevet sværere for kommunerne at lave en sammenhængende dagtilbuds- og børnepolitik, som de er forpligtet til ifølge § 3 i dagtilbudsloven.

Man kan på sigt frygte, at dagtilbudsområdet vil opleve den samme udvikling, som er sket på skoleområdet i nogle kommuner – en udvikling, hvor der sker en opsplitning af befolkningen, så daginstitutionerne ikke i samme grad bliver den sociale smeltedigel, de er i dag.

En anden negativ effekt har været, at rigtig mange private daginstitutioner ikke er omfattet af overenskomst, på trods af at bl.a. Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) har en overenskomst, der i dag dækker og er tilpasset det private område.

Heldigvis er der også rigtig mange private institutioner, der i dag har en overenskomst, bl.a. dem, der er organiseret via Børneringen og DLO, men på trods heraf var der ifølge BUPL i februar 2016 75 daginstitutioner, der endnu ikke var dækket af en overenskomst.

Socialistisk Folkeparti mener, at denne situation er uholdbar, bl.a. fordi den udsætter offentlige og en række selvejende og private daginstitutioner med ordnede forhold for unfair konkurrence.

Hvad værre er, giver man en række private institutioner incitament til at ansætte uuddannet arbejdskraft.

Det er helt uholdbart, når man i dag ved, at veluddannet pædagogisk personale giver børnene de bedste udviklingsmuligheder, hvis rammerne og normeringerne ellers er i orden (»Effekter af daginstitutionstilbud«, Århus Universitet, september 2013).

Denne problematik er i øvrigt ikke blevet mindre vigtig, i takt med at samfundet har stillet yderligere krav om lærerplaner og sprogstimulering i daginstitutionerne.

Derudover kan man notere, at regeringen i forbindelse med finansloven for 2017 har afsat 580 mio. kr. over 9 år til øget trivsel og læring i daginstitutionerne primo 2017.

Hvis dette tiltag skal have fuld virkning, kræver det selvsagt tilstrækkelig veluddannet personale i alle daginstitutionerne.

Derfor foreslår Socialistisk Folkeparti, at det i §§ 19 og 20 i dagtilbudsloven bliver præciseret, at kommunerne skal stille krav om, at der skal være overenskomst med de relevante faglige organisationer i forhold til det pædagogiske personale i private og udliciterede daginstitutioner.

Dette krav vil også gælde private og udliciterede institutioner, der allerede i dag er godkendt af kommunerne.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →