Skriftlig fremsættelse (27. januar 2016) - L 106
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (27. januar 2016)
Beskæftigelsesministeren (Jørn Neergaard Larsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Lov om ændring af deltidslov
(Opfølgning på begrundet udtalelse fra EU-Kommissionen om forskelsbehandling af deltidsansatte og forenkling af loven)
(Lovforslag nr. L 106)
Lovforslaget indeholder følgende elementer
- Med lovforslaget sikres det, at deltidsloven er i overensstemmelse med deltidsdirektivet.
I tillæg hertil forenkles loven.
Med lovforslaget fjernes de tre bilag i deltidsloven, der regulerer forholdene for ikke-overenskomstdækkede lønmodtagere i den offentlige sektor.
- Herefter vil alle lønmodtagere, som ikke via overenskomster eller rammeaftaler er sikret minimumsrettighederne i deltidsdirektivet, blive omfattet af bestemmelserne i lovens bilag A.
Bilag A er en rammeaftale mellem DA og LO.
Hermed udvides bestemmelserne i DA/LO-aftalen til også at finde anvendelse for ikke-overenskomstdækkede deltidsansatte på det offentlige område, og der vil være ensartede minimumsregler for deltidsansatte på hele det danske arbejdsmarked.
- Lovforslaget ophæver desuden adgangen til efter ansøgning at anvende andre kollektive overenskomster end DA/LO-aftalen i forhold til deltidsansatte uden for det overenskomstdækkede område.
- Det sikres tillige, at implementeringen af deltidsdirektivet fortsat er forankret i kollektive overenskomster indgået mellem arbejdsmarkedets parter, og at behandling af tvister på området fortsat er forankret i det fagretlige system.
Deltidsloven fungerer således fortsat alene som et supplement til de kollektive overenskomster.
Forslaget har ingen direkte økonomiske konsekvenser.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.