Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om bedre retssikkerhed i forbindelse med administrativ frihedsberøvelse
Statutory Text (3 Articles)
Beretning afgivet af Retsudvalget den 22. juni 2016
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om bedre retssikkerhed i forbindelse med administrativ frihedsberøvelse
[af Lisbeth Bech Poulsen (SF) m.fl.]
1.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 29. marts 2016 og var til 1. behandling den 17. maj 2016.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
2.
Politiske bemærkninger
Et mindretal i udvalget (EL, LA, ALT, RV og SF) stiller sig meget kritisk over for den såkaldte lømmelpakke (lov nr. 1107 af 1. december 2009) og over for de mange eksempler på administrativ frihedsberøvelse, der griber ind i forsamlings- og ytringsfriheden.
Mindretallet stiller sig særlig kritisk over for det stigende omfang og den brug af administrative frihedsberøvelser, som vi har set de seneste år, og domstolenes gentagne underkendelse af politiets anvendelse af bestemmelserne herom i politiloven.
Derfor skal loven laves om.
Allerede da »lømmelpakken« blev vedtaget, var det med massiv kritik fra landsretsdommere, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kriminalforsorgen, Dommerforeningen, Institut for Menneskerettigheder og fagbevægelsen.
Mindretallet mener, at politiets retningslinjer under demonstrationer bør være helt klare, og det er ikke tilfældet i dag.
Endelig bør bestemmelsen om, at en frihedsberøvelse kan vare op til 12 timer, der blev vedtaget i forbindelse med »lømmelpakken«, rulles tilbage, således at varigheden igen som før 2009 ikke må overstige 6 timer.
Desværre er der ikke flertal for at ændre politiloven.
Flere partier, der var imod »lømmelpakken« ved dens indgåelse, vil nu ikke lave loven om, hvilket mindretallet stiller sig meget undrende over for.
Specielt når vi ser en markant stigning i antallet af administrative frihedsberøvelser – der er sket en konstant stigning, og vi ser i dag langt flere eksempler end under COP15.
Mindretallet er meget forundret og ærgerlig over, at Socialdemokratiet og Radikale Venstre, trods modstand mod »lømmelpakken«, nu ikke vil støtte en ændring.
P.u.v.
Peter Skaarup
formand
Bilag 1
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 103
Spm.nr.
Titel
1
Spm.
om resultater for undersøgelse af, i hvilke situationer politiet i praksis anvender administrative frihedsberøvelser, til justitsministeren, og ministerens svar herpå