Skriftlig fremsættelse (29. april 2015) - L 193
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (29. april 2015)
Justitsministeren (Mette Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Ændring af revisionsbestemmelse)
(Lovforslag nr. L 193)
Formålet med lovforslaget er at ændre revisionsbestemmelsen vedrørende retsplejelovens § 786, stk. 4, således at justitsministeren fremsætter forslag om revision af bestemmelsen i folketingsåret 2015-16 frem for 2014-15.
Retsplejelovens § 786, stk. 4, blev indført for at sikre, at oplysninger om teletrafik er tilgængelige, når politiet har brug for i en konkret efterforskning eller retsforfølgning af alvorlig kriminalitet at indhente sådanne oplysninger.
Efter retsplejelovens § 786, stk. 4, påhviler det således udbydere af telenet- eller teletjenester at foretage registrering og opbevaring i 1 år af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold.
De nærmere regler om logningsforpligtelsen er fastsat i bekendtgørelse om udbydere af elektroniske kommunikationsnets og elektroniske kommunikationstjenesters registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logningsbekendtgørelsen).
Logningsbekendtgørelsen havde til hensigt at implementere direktiv 2006/24/EF af 15. marts 2006 (logningsdirektivet), som ved EU-Domstolens dom af 8. april 2014 i de forenede sager C-293/12 og C-594/12, Digital Rights Ireland Ltd.
blev erklæret i strid med EU’s Charter om grundlæggende rettigheder.
De gældende danske logningsregler vurderes imidlertid ikke at være i strid med Charteret.
Justitsministeriets vurdering heraf blev oversendt til Folketingets Retsudvalg i forbindelse med besvarelsen af udvalgets spørgsmål nr. 919 (Alm. del).
Det er på nuværende tidspunkt ikke endeligt afklaret, om – og i givet fald hvornår – Europa-Kommissionen vil fremsætte forslag om nye EU-regler på området.
Med henblik på at afvente en afklaring af dette spørgsmål, foreslås revisionen af retsplejelovens § 786, stk. 4, udsat til folketingsåret 2015-16.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.