Legislator Case Law & Legislation
20141BB00119 DK

Forslag til folketingsbeslutning om, at borgere med lav indkomst kan indefryse grundskylden

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2014 119 Valid

Fremsat den 27. marts 2015 af Frank Aaen (EL), Stine Brix (EL), Lars Dohn (EL) og Finn Sørensen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om, at borgere med lav indkomst kan indefryse grundskylden

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Frank Aaen (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om, at borgere med lav indkomst kan indefryse grundskylden.

(Beslutningsforslag nr. B 119)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2014 119 Valid

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af 2015 at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om lån til betaling af ejendomsskatter, således at ordningen udvides til at omfatte alle borgere med lav indkomst.

BSF B#LOKDOK41 2014 119 Valid

På trods af det såkaldte skattestop stiger grundskylden i mange kommuner år efter år, fordi grundværdien er vokset, og fordi lovgivningen giver mulighed for at forhøje det foregående års grundværdi med op til 7 pct. om året frem til, at skatten beregnes ud fra den fulde vurdering af grundens værdi.

Da denne stigning er meget større end udviklingen i pensioner, dagpenge m.m., og da grundværdierne samtidig er steget betydeligt i visse dele af landet, er der mange borgere med lav indkomst, som ikke har råd til at blive boende i deres ejendom, eller som oplever en stor nedgang i deres disponible indkomst.

Det gælder også personer i arbejde, som mister deres job eller bliver syge.

De kan også opleve en nedgang i indtægten, der gør en stigende grundskyld til et uoverstigeligt problem.

Pensionister kan løse dette problem med manglende evne til at betale den stigende grundskyld/ejendomsskat ved at søge kommunen om mulighed for at indefryse denne skat ved lån i ejendommen.

Det betyder, at kommunen får pant i ejendommen mod til gengæld at yde lån til udgifter til ejendomsskatter og vente med at få lånet indfriet til den dag, hvor boligen sælges.

Dette lån gives efter ansøgning og skal kunne holde sig inden for ejendommens friværdi, dvs. forskellen mellem husets værdi og den eksisterende belåning i huset.

Lånet forrentes med en aktuel procentsats på 1,64 pct. Den ordning gør, at mange pensionister, der har en fastlåst økonomi, har mulighed for at blive boende i deres ejendom, selv om grundens værdi stiger og de derfor skal betale mere i skat.

Enhedslisten foreslår, at denne ordning med mulighed for indefrysning af grundskyld/ejendomsskat udvides til at omfatte alle borgere med lav indkomst.

Forslagsstillerne vil lade det være op til en kommende forhandling nærmere at definere grænsen for lav indkomst, men som udgangspunkt er der tænkt på en samlet indtægt mindre end en pædagogs gennemsnitsløn, når det gælder for en person, og to gange denne løn, når det gælder for par.

Der kan eventuelt laves en graduering, så f.eks. arbejdsløse får fuld adgang til ordningen, mens personer med højere indkomst får en procentdel eller eventuelt kun mulighed for at låne til den årlige stigning i grundskylden.

Tilsvarende bør personer/familier, der rammes af en pludselig og stor nedgang i indkomsten, have mulighed for at søge kommunen om indefrysning af en stigende ejendomsskat.

Hensigten er, at dem, der rammes af stigende skat på grundværdien, og som bliver økonomisk klemt, fordi de ikke har mulighed for at øge deres indkomst tilsvarende, får denne mulighed for at indefryse skatten, så den først betales senere, f.eks. i forbindelse med et salg.

Der er med beslutningsforslaget således ikke tale om en skattelettelse, men alene om en mulighed for at udskyde skatten mod pant i ejendommen.

Forslagsstillerne er opmærksomme på, at beslutningsforslaget ikke løser alle problemer på boligmarkedet.

Der vil stadig være familier, der må se deres bolig blive sat på tvangsauktion.

Det problem har Enhedslisten allerede foreslået løst ved at give det offentlige mulighed for at købe boligen på tvangsauktion og udleje den til den familie, der bor der, men det forslag er ikke en del af det, der her er fremsat.

Der er også problemer med for høj husleje i almene lejeboliger.

Her er der brug for bedre muligheder for at få boligydelse og en ændring af finansieringen af almene boliger.

Dette beslutningsforslag forholder sig alene til det problem, der særlig udvikler sig i de store byer, hvor stigende boligskatter kan presse familier til at måtte sælge deres bolig.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →