Legislator Case Law & Legislation
20131XX00705 DK

Skriftlig fremsættelse (30. april 2014) - L 182

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2013 L 182 Valid

Skriftlig fremsættelse (30. april 2014)

SF.L#LOKDOK28 2013 L 182 Valid

Økonomi- og indenrigsministeren (Margrethe Vestager)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn)

(Lovforslag nr. L 182)

Formålet med lovforslaget er at gøre det muligt, at personer, som oplever et misforhold mellem det biologiske køn og det køn, som de pågældende oplever at tilhøre og identificerer sig med, kan opnå juridisk kønsskifte.

Det foreslås således, at kønsskifte kan opnås ved indgivelse af skriftlig ansøgning om nyt personnummer, hvoraf det fremgår, at ansøgningen er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn.

Derved bliver det muligt for transkønnede at opnå juridisk kønsskifte først og fremmest i form af tildeling af nyt personnummer uden krav om kastration eller andre kirurgiske indgreb eller anden form for behandling, f.eks. hormonbehandling.

Det nye personnummer giver adgang til udstedelse af nye personlige dokumenter som f.eks. pas og kørekort i overensstemmelse med det nye køn.

Med lovforslaget imødekommes et meget stort og mangeårigt ønske fra de transkønnede.

Tiden fra ønsket om juridisk kønsskifte opstår, og til det juridiske kønsskifte er effektueret, kan med denne model være meget kortvarig.

Det er derfor fundet rigtigst, at modellen kombineres med en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet, hvorefter den pågældende skal bekræfte sin ansøgning, inden den imødekommes.

Det er også en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.

Lovforslaget er en udmøntning af en af de modeller – den såkaldte erklæringsmodel – som en tværministeriel arbejdsgruppe om juridisk kønsskifte er fremkommet med.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →