Skriftlig fremsættelse (20. november 2013) - L 81
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (20. november 2013)
Skatteministeren (Holger K.
Nielsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af fusionsskatteloven, selskabsskatteloven, kildeskatteloven og aktieavancebeskatningsloven (Indgreb mod omgåelse af udbyttebeskatningen i forbindelse med kontante udligningssummer)
(Lovforslag nr. L 81)
Lovforslaget går ud på at sikre, at skattepligtige udbytter ikke konverteres til skattefrie kontante udligningssummer.
Kontante udligningssummer omfatter ethvert vederlag, som ikke er aktier i det modtagende henholdsvis erhvervende selskab.
Forslaget om, at anse kontante udligningssummer for udbytter, har karakter af en værnsregel, som skal forhindre utilsigtede provenutab.
Forslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for det offentlige.
Loven har virkning fra fremsættelsesdagen.
Det tidlige virkningstidspunkt skal forhindre spekulation, der kunne modvirke formålet med lovforslaget i tidsrummet fra forslagets fremsættelse til dets ikrafttræden.
Lovforslaget har derfor heller ikke været i høring forud for fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.