Forslag til folketingsbeslutning om at undersøge lovgivningsmæssige hindringer for Danmark som center for kapitalforvaltning
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Fremsat den 29. april 2014 af Kim Andersen (V), Hans Kristian Skibby (DF), Joachim B.
Olsen (LA) og Brian Mikkelsen (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at undersøge lovgivningsmæssige hindringer for Danmark som center for kapitalforvaltning
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Kim Andersen (V)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at undersøge lovgivningsmæssige hindringer for Danmark som center for kapitalforvaltning.
(Beslutningsforslag nr. B 115)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at udarbejde en analyse med henblik på at vurdere, om lovgivningen sikrer konkurrencedygtige vilkår for forvaltning af udenlandske investorers kapital hos danske kapitalforvaltere.
Analysen skal foreligge inden 1. oktober 2014 og oversendes til Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg.
Analysen skal afdække, hvilke initiativer der vil skulle tages, for at Danmark kan udvikle sig som et internationalt center for kapitalforvaltning, således at der ikke er lovgivningsmæssige forhold, der udgør en unødvendig hindring for at tiltrække udenlandsk kapital til forvaltning.
Kapitalforvaltning i Danmark bidrager til at skabe vækst og arbejdspladser.
Der er fortsat stort behov for vækstskabende initiativer for at skabe og fastholde danske arbejdspladser.
Inden for kapitalforvaltning har Danmark allerede i dag en styrkeposition.
Danske kapitalforvaltere har således allerede et godt udgangspunkt for at kunne tiltrække udenlandsk kapital til forvaltning og derved skabe nye højværdiarbejdspladser.
Mange af de danske uddannelser understøtter en positiv udvikling inden for den danske sektor for kapitalforvaltning og danner derfor gode muligheder for at rekruttere medarbejdere inden for landets grænser.
Den samlede volumen i sektoren udgør på europæisk plan mere end 9.750 mia. euro, og heraf udgør Danmarks andel 1,9 pct. Der findes ikke præcise tal for antallet af arbejdspladser skabt direkte inden for dansk kapitalforvaltning, men ifølge professor Jesper Rangvid er et konservativt estimat ca. 900 personer.
Hertil skal tillægges personer, som arbejder med depotpleje, fondsmæglerselskaber og investeringsrådgivning m.v.
Robuste og konkurrencedygtige skatteregler er en væsentlig faktor, hvis sektoren skal kunne tiltrække udenlandsk kapital til forvaltning i Danmark, og reglerne må ikke opleves som unødigt besværlige for de udenlandske investorer.
Analysen bør derfor bl.a. se på følgende problemstillinger
1)
UCITS IV-direktivet, der trådte i kraft i 2011, og AIFM-direktivet, der trådte i kraft i 2013, giver mulighed for at administrere og forvalte europæiske UCITS og AIF’er på tværs af landegrænser.
Er der skatteregler, der er til hinder for, at danske administrationsselskaber kan administrere udenlandske UCITS og AIF’er, idet disse i givet fald vil blive anset for at have ledelsens sæde i Danmark og dermed bliver skattemæssigt hjemmehørende i Danmark?
2)
Danske investeringsforeninger/UCITS er underlagt danske skatteregler, og der vil skulle betales dansk udbytteskat i overensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og investorens hjemland.
Hvad vil det betyde, og vil det eventuelt medføre, at udenlandske investorer stilles skattemæssigt på samme måde som ved en direkte investering i de underliggende værdipapirer, således at udenlandske investorer ikke skal betale dansk udbytteskat af udbytte, der hidrører fra udenlandske aktier?
3)
Der er i dansk lovgivning blevet åbnet op for at etablere værdipapirfonde, som er et kendt produkt i udlandet.
For at disse fonde, der er nemme at oprette og administrere, skal vinde indpas i Danmark, vil det så ikke være fremmende, at fondene anses som selvstændige skattesubjekter?
4)
Hvilke fordele vil det kunne medføre, hvis der gives mulighed for, at udloddende investeringsforeninger opdeles i andelsklasser?
Vurderes denne mulighed, der er bredt anvendt i andre EU-lande, at ville give danske investeringsforeninger stordriftsfordele og dermed være til gavn for investorerne?