Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en bagatelgrænse for klager til Ligebehandlingsnævnet

Fremsat den 10. april 2014 af Merete Riisager (LA) og Simon Emil Ammitzbøll (LA)

Forslag til folketingsbeslutning

om indførelse af en bagatelgrænse for klager til Ligebehandlingsnævnet

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Merete Riisager (LA)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en bagatelgrænse for klager til Ligebehandlingsnævnet.

(Beslutningsforslag nr. B 108)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2014 at ændre lovgrundlaget for Ligebehandlingsnævnet med henblik på at indføre en bagatelgrænse for klager og en begrænset ret til at klage over forskelsbehandling mellem køn.

Ligebehandlingsnævnet behandlede i 2013 33 sager om forskel i priser på baggrund af køn.

Dette er mere end en tredobling i forhold til 2010, hvor nævnet behandlede 10 af denne type sager.

I langt de fleste sager fik klager medhold, men i hele 13 sager, svarende til mere end hver tredje sag, blev der ikke tildelt godtgørelse, da klageren ikke havde besøgt leverandøren af den vareydelse, der blev klaget over.

Det er hovedsageligt priserne hos frisører, diskoteker og swingerklubber, der er blevet klaget over.

Tallene viser, at ligestillingsdebatten anno 2014 er gået for vidt.

Bagatelsager så som afholdelse af »Ladies Nights« og prisdifferentiering af drikkevarer baseret på køn tager fokus fra reelle problemer med ligestilling.

Det er ikke et reelt ligestillingsproblem, at et traktørsted laver en event, hvor kvinder betaler andre priser end mænd, og det er omvendt ikke et problem for ligestillingen, at et herreklip er billigere end et dameklip.

Det er helt urimeligt, at små erhvervsdrivende således ikke frit kan fastsætte deres priser eller lave særlige arrangementer uden at skulle frygte at blive indberettet for Ligebehandlingsnævnet, som ud fra en fast praksis afgør sagerne.

Endvidere er det spild af offentlige midler, at Ligebehandlingsnævnet gang på gang skal foretage en grundig behandling af denne type sager, der som regel intet har med ligestilling at gøre.

Forslagsstillerne ønsker at gøre op med disse bagatelsager og foreslår konkret, at der indføres en bagatelgrænse, så der fremover ikke kan klages over prisdifferentiering baseret på en bestemt beløbsgrænse eller en procentuel forskel på prisfastsættelsen, medmindre sagen er af væsentlig og principiel karakter.

Derudover ønsker forslagsstillerne Ligebehandlingsnævnets kompetencer til at behandle sager indskærpet, således at klager skal have lidt en væsentlig ulempe for at kunne klage.

Det vil forhindre misbrug af nævnet, sådan som det sker i mange sager i dag, hvor klager ikke er sammenfaldende med skadelidte.

At indføre et sådant adgangskriterium er i tråd med eksempelvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 35, stk. 3, som ændret ved tillægsprotokol 14, art.

12, hvorefter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kun kan antage klager til realitetsbehandling, såfremt klager har lidt en væsentlig ulempe, hvilket ligeledes muliggør en afvisning af de mest bagatelagtige sager.

Endelig bør det i ændringerne af lovgrundlaget tilstræbes, at Ligebehandlingsnævnet tilskrives retten til at kunne afvise sager, hvor det er tydeligt, at der ikke er tale om diskrimination.