Forslag til folketingsbeslutning om forsikring af fredede bygninger

Fremsat den 6. februar 2014 af Alex Ahrendtsen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren‍ ‍Espersen‍ ‍(DF),‍ ‍Pia‍ ‍Kjærsgaard‍ ‍(DF),‍ ‍Morten Marinus (DF), Karin Nødgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forsikring af fredede bygninger

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Alex Ahrendtsen (DF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om forsikring af fredede bygninger.

(Beslutningsforslag nr. B 46)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Folketinget pålægger regeringen at tage initiativ til at styrke retsstillingen for ejere af fredede bygninger, for så vidt angår forsikring af bygningen.

Herunder bedes undersøgt, om en løsning kunne være, at man gennem lovgivning lod alle borgere via deres forsikringsselskab indbetale et lille beløb til en fond til sikring af fredede bygninger.

Beløbet skulle svare til forskellen mellem den bygningsmæssige værdi, der almindeligvis er dækket af forsikringsselskabet, og den værdi, som skyldes, at bygningen indgår som en del af samfundets kulturarv, og som Kulturstyrelsen derfor bestemmer over og stiller fordyrende krav til.

Beslutningsforslaget har til formål at styrke retsstillingen for ejere af fredede bygninger.

Forslagsstillerne ønsker med forslaget at finde en ordning, hvorefter ejere af fredede bygninger ligestilles mest muligt med ejere af ikkefredede bygninger, når det gælder forsikringsforhold, og således at der opnås et rimeligt og forudseeligt forhold mellem forsikringspræmie og det forsikrede.

Det skal undersøges nærmere, hvordan dette bedst opnås.

En måde kunne være, at man gennem lovgivning lod alle borgere via deres forsikringsselskab indbetale et lille beløb til en fond til sikring af fredede bygninger.

Beløbet skulle svare til forskellen mellem den bygningsmæssige værdi, der på almindelig vis er dækket af forsikringsselskabet, og så den værdi, som skyldes, at bygningen indgår som en del af samfundets kulturarv, og som Kulturstyrelsen derfor bestemmer over og stiller fordyrende krav til.

Det er meget dyrt for ejerne af fredede bygninger at forsikre deres bygninger.

Forsikringspræmierne er steget op til flere hundrede procent på fredede bygninger.

Det er samtidig langt fra alle forsikringsselskaber, der overhovedet vil give sig af med at forsikre fredede bygninger.

Ejerne har det totale ansvar for deres bygninger, og ved storskade er det den almindelige opfattelse, at det er ejernes problem at skaffe finansiering til genopførelse af den oprindelige bygning med Kulturstyrelsen som kravstiller.

Derfor forsikrer ejerne sig, og de har hidtil kunnet opnå forsikringer til en nogenlunde fornuftig pris.

Men efter de seneste års storskader i form af brande og vandskader er forsikringspræmierne blevet sat voldsomt op – nogle steder 400 pct.

Årsagen er, at forsikringsselskaberne er blevet chokerede over de krav, Kulturstyrelsen stiller, og som ingen kunne forudse.

Derfor helgarderer selskaberne sig og beregner sig meget store præmier af alle.

Ønsker man lavere præmier, efterspørger forsikringsselskaberne mere præcise overslag fra Kulturstyrelsen over, hvad det vil koste at genopføre bygningerne ved storskade, men det hverken kan eller vil styrelsen give.

Forsikringspolicerne fremstår på denne måde reelt som blankochecks for Kulturstyrelsens krav ved storskade.

I nogle tilfælde vælger Kulturstyrelsen at affrede en skadet bygning, fordi styrelsen vurderer, at det ikke giver mening at genopføre en meget skadet bygning.

Når det sker, har en ejer betalt en meget dyr præmie i måske mange år for så at ende med kun at få dækket udgifterne til en bygning opført i moderne materialer.

Eksempelvis kan en ejer af en driftslænge udført i bindingsværk ikke påregne at få den genopført i bindingsværk, men i blankmur.

Ejerne ønsker derfor oplysning om, hvor meget en bygning skal være skadet, før den affredes.

Men det hverken kan eller vil Kulturstyrelsen oplyse.

Når så uheldet er ude, kan de risikere, at styrelsen affreder deres bygning, hvorefter forsikringsselskabet kun dækker, hvad der svarer til en normal bygning.

Den fredede bygning bliver herefter ikke genopført, men forsvinder for altid.

Hvis man gennem lovgivning lod alle borgere indbetale til en fond til forsikring af fredede bygninger, kunne man undgå ovenstående.

Det ville være nogle få kroner pr. dansker om året.

Og det ville kun være forskellen mellem den del, der allerede er dækket af forsikringsselskabet, og den del, der gælder kulturarven, og hvor Kulturstyrelsen stiller kravene.

Ordningen kunne eventuelt indarbejdes i lov om stormflod og stormfald.

Der er omkring 9.000 fredede bygninger i Danmark.