Forslag til folketingsbeslutning om sammenlægning af jobcentre til større enheder
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 26. november 2013 af Hans Andersen (V) og Joachim B.
Olsen (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om sammenlægning af jobcentre til større enheder
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Hans Andersen (V)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om sammenlægning af jobcentre til større enheder.
(Beslutningsforslag nr. B 24)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte forslag til ændring af reglerne om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, så jobcentrene sammenlægges til større enheder med et befolkningsgrundlag i størrelsesordenen 50.000-75.000, eller så jobcenteret betjener et naturligt geografisk afgrænset arbejdsmarked.
Under halvdelen af alle danskere er i job, og omkring 800.000 danskere i den arbejdsduelige alder er på overførselsindkomst, hvilket skaber et betydeligt pres på de offentlige finanser.
Derfor er det afgørende, at flere danskere kommer i arbejde, så der bliver flere til at bidrage til velstanden.
Det kræver effektive jobcentre, der formår at løfte den enkelte ledige tilbage på arbejdsmarkedet.
Jobcentrene er et kommunalt anliggende.
Da en del kommuner er relativt små, dækker de ofte kun et mindre geografisk område.
Arbejdsstyrkens geografiske mobilitet er stigende, og jobcentrenes snævre kommunale fokus afspejler derfor ikke den enkelte lediges mulige ansøgningsområde.
Derudover vil større jobcentre bedre kunne løfte mere specialiserede opgaver i forbindelse med sygemeldte med arbejdsskader, der skal have hjælp til at lave fastholdelsesplaner og etablere skånevilkår, og ledige med særegne uddannelser, som kan have svært ved at finde et relevant job inden for samme kommune.
Forslagsstillerne lægger derfor op til, at jobcentrene sammenlægges i større enheder med et befolkningsgrundlag i størrelsesordnen 50.000-75.000, eller så jobcenteret betjener et naturligt geografisk afgrænset arbejdsmarked.