Legislator Case Law & Legislation
20121XX00554 DK

Skriftlig fremsættelse (27. februar 2013) - L 162

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2012 L 162 Valid

Skriftlig fremsættelse (27. februar 2013)

SF.L#LOKDOK28 2012 L 162 Valid

Justitsministeren (Morten Bødskov)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om etablering af et udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester (Styrkelse af den parlamentariske kontrol og indsigt)

(Lovforslag nr. L 162)

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en styrkelse af den parlamentariske kontrol og indsigt på efterretningsområdet.

Justitsministeren og forsvarsministeren har samtidig med dette lovforslag fremsat forslag til nye love om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Formålet med lovforslagene er at gennemføre en samlet og tidssvarende lovregulering af de to efterretningstjenesters virksomhed og etablere et særligt tilsynsorgan (Tilsynet med Efterretningstjenesterne) til styrkelse af kontrollen med tjenesternes behandling af oplysninger om såvel fysiske som juridiske personer.

Det er regeringens opfattelse, at den hidtil gældende ordning med kontrol ved Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne har fungeret tilfredsstillende og bør videreføres.

Regeringen finder imidlertid, at de nye love om PET og FE, herunder etableringen af Tilsynet med Efterretningstjenesterne, gør det naturligt samtidigt at styrke den parlamentariske kontrol på efterretningsområdet, som udøves af Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne.

Regeringens forslag om at styrke den parlamentariske kontrol skal også ses i lyset af den generelle udvikling de senere år, hvor der – bl.a. i lyset af den alvorlige og komplekse terrortrussel mod Danmark – er sket en styrkelse af både PET og FE.

Det er således regeringens opfattelse, at en styrkelse af efterretningstjenesterne må gå hånd i hånd med øget kontrol på efterretningsområdet, herunder parlamentarisk kontrol.

Dette er med til at sikre, at efterretningstjenesterne fungerer betryggende, og at der i befolkningen fortsat er tillid til tjenesterne.

Regeringen foreslår med lovforslaget at give Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne øget indsigt i efterretningstjenesternes virksomhed.

Desuden foreslås regler om inddragelse af udvalget ved udpegning af medlemmer af Tilsynet med Efterretningstjenesterne og om indsigt i tilsynets virksomhed.

Endelig foreslår regeringen, at der skabes øget åbenhed om udvalgets virksomhed.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →