Skriftlig fremsættelse (25. oktober 2012) - L 42
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (25. oktober 2012)
Justitsministeren (Morten Bødskov)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om indfødsrets meddelelse
(Lovforslag nr. L 42)
Lovforslaget omfatter 1.157 personer og ca. 487 børn, som får indfødsret sammen med deres forældre, jf. § 6, stk. 2, i lov om dansk indfødsret.
Lovforslaget er det første af i alt to lovforslag om indfødsrets meddelelse, der fremsættes i denne samling.
Lovforslaget er for 1.147 personer udarbejdet efter retningslinjerne i cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. september 2008 om naturalisation.
For fire personer er lovforslaget udarbejdet efter retningslinjerne i cirkulæreskrivelse nr. 9 af 12. januar 2006 om naturalisation.
For seks personer er lovforslaget udarbejdet efter retningslinjerne i cirkulæreskrivelse nr. 55 af 12. juni 2002 om nye retningslinjer for optagelse på lovforslag om indfødsrets meddelelse.
For syv af de 1.157 personer er lovforslaget udarbejdet i overensstemmelse med FN’s konvention af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.