Forslag til Lov om ændring af lov om VækstFonden\n(VækstFondens bestyrelsessammensætning og kapitalforvalterrolle m.v.)
Statutory Text (3 Articles)
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 6. december 2012
Forslag
til
Lov om ændring af lov om VækstFonden
(VækstFondens bestyrelsessammensætning og kapitalforvalterrolle m.v.)
§ 1
I lov om VækstFonden, jf. lovbekendtgørelse nr. 549 af 1. juli 2002, som ændret ved § 31 i lov nr. 451 af 7. juni 2001, § 12 i lov nr. 394 af 28. maj 2003, § 27 i lov nr. 1414 af 21. december 2005, lov nr. 525 af 7. juni 2006, § 9 i lov nr. 576 af 6. juni 2007, § 19 i lov nr. 462 af 12. juni 2009, § 9 i lov nr. 1272 af 16. december 2009, lov nr. 617 af 14. juni 2011 og lov nr. 479 af 30. maj 2012, foretages følgende ændringer
1.
Lovens titel affattes således
Lov om Vækstfonden
2.
Overalt i loven ændres »VækstFonden« til: »Vækstfonden«, »VækstFondens« til: »Vækstfondens«, »Fonden« til: »fonden« og »Fondens« til: »fondens«.
3.
I § 2, stk. 4, 1. pkt., ændres »mindre« til: »små og mellemstore«.
4.
§ 2, stk. 8, 1. pkt., ophæves.
5.
I § 2 indsættes efter stk. 8 som nyt stykke
Stk. 9.
Vækstfonden kan under særlige omstændigheder tilgodese sit formål gennem udførelse af tjenesteydelser for tredjemand, herunder bl.a. formidling, rådgivning og kapitalforvaltning.
Stk. 9-11 bliver herefter stk. 10-12.
6.
I § 2, stk. 9, der bliver stk. 10, indsættes efter »finansieringsinstrumenterne«: », ejerskab«.
7.
§ 3, stk. 1, 3. og 4. pkt., ophæves, og i stedet indsættes
Bestyrelsen sammensættes således, at der er repræsenteret bred erhvervsmæssig indsigt i ledelse, afsætning, finansiering og ventureinvestering, teknologi samt de særlige forhold, der knytter sig til små og mellemstore virksomheder.
8.
§ 6 a ophæves.
§ 2
Erhvervs- og vækstministeren fastsætter tidspunktet for lovens eller dele af lovens ikrafttræden.