Legislator Case Law & Legislation
20111XX00142 DK

Skriftlig fremsættelse (14. december 2011) - L 55

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2011 L 55 Valid

Skriftlig fremsættelse (14. december 2011)

SF.L#LOKDOK28 2011 L 55 Valid

Justitsministeren (Morten Bødskov)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og færdselsloven (Forhøjelse af den kriminelle lavalder)

(Lovforslag nr. L 55)

Med lovforslaget gøres op med den nedsættelse af den kriminelle lavalder til 14 år, som blev gennemført i 2010 under den daværende regering.

Det foreslås således, at den kriminelle lavalder hæves til 15 år igen.

Nedsættelsen af den kriminelle lavalder skete uden tilstrækkelig saglig fundering, idet der ikke er holdepunkter for at antage, at kriminalitet kan forebygges og bekæmpes effektivt ved at behandle børn som kriminelle voksne.

Regeringen finder derfor i lighed med flertallet i Ungdomskommissionen, at indsatsen over for de helt unge lovovertrædere ikke bør ”retliggøres” ved at lade domstolene frem for de sociale myndigheder tage hånd om et barns eventuelle problemer.

Regeringen vil samtidig sikre en forstærket indsats mod ungdomskriminalitet og vil i den kommende tid overveje og tage stilling til, hvilke nærmere initiativer der er behov for i forhold til en mere effektiv forebyggelse og bekæmpelse af denne form for kriminalitet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at gerningsmænd, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 15 år, og hvis straffesag endnu ikke er endeligt pådømt ved lovens ikrafttræden, ikke kan straffes.

Det følger endvidere af straffelovens almindelige regler, at allerede idømte, men endnu ikke fuldbyrdede straffe vedrørende gerningsmænd, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 15 år, ikke skal fuldbyrdes.

Anklagemyndigheden vil underrette de sociale myndigheder om unge, der således ikke længere vil skulle afsone en idømt frihedsstraf eller ikke længere vil skulle overholde fastsatte vilkår om f.eks. behandling eller foranstaltninger efter serviceloven mv., så de sociale myndigheder i tide vil kunne vurdere behovet for at iværksætte de nødvendige sociale foranstaltninger (anbringelse mv.).

Lovforslaget indebærer også, at afgørelser ikke skal have gentagelsesvirkning, i det omfang de vedrører handlinger, der er foretaget inden gerningsmandens fyldte 15. år.

Der foreslås endvidere en række konsekvensændringer i lovgivningen, der henviser til den nuværende kriminelle lavalder på 14 år.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →