Skriftlig fremsættelse (29. april 2011) - L 205
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (29. april 2011)
Økonomi- og erhvervsministeren (Brian Mikkelsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber (Udvidelse af visse dispensationsmuligheder med henblik på at styrke private virksomheders muligheder for eksport, fx af sundheds- og velfærdsløsninger)
(Lovforslag nr. L 205)
Lovforslaget er et led i udmøntningen af aftale om Konkurrencepakken af 11. april 2011 mellem regeringen og Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne, som har til formål at fremme konkurrencen og produktiviteten i den private og offentlige sektor.
Lovforslagets formål er at styrke private virksomheders muligheder for eksport, fx af sundheds- og velfærdsløsninger.
Lov nr. 548 af 8. juni 2006 om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber giver hjemmel til, at kommuner og regioner under iagttagelse af visse betingelser kan deltage i selskaber.
Loven gælder kun, hvis der ikke i anden lovgivning eller kommunalfuldmagtsreglerne er hjemmel til den kommunale eller regionale deltagelse i det pågældende selskab.
Der har siden lovens vedtagelse i 2006 vist sig at være konkrete tilfælde, hvor enkelte af de opstillede krav i praksis har forhindret hensigtsmæssige samarbejder, fx vedrørende eksport af sundheds- og velfærdsløsninger til udlandet.
Udlandet stiller ofte betingelse om, at der skal være en offentlig dansk repræsentant i et selskab på fx sundheds- og velfærdsområdet, hvis selskabet skal lukkes ind på det udenlandske marked.
Med loven udvides derfor visse af de eksisterende dispensationsadgange i loven.
Det drejer sig om en udvidelse af dispensationsadgangen i forhold til kravet om kommunens eller regionens direkte deltagelse i selskabet og en udvidelse af dispensationsadgangen med hensyn til omsætning til andre end kommuner/regioner.
Lovforslaget ændrer ikke på det overordnede formål med lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber, og det offentlige skal fortsat ikke bevæge sig ud på områder, hvor der allerede er et velfungerende privat marked.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.