Legislator Case Law & Legislation
20101XX00726 DK

Skriftlig fremsættelse (6. april 2011) - L 188

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2010 L 188 Valid

Skriftlig fremsættelse (6. april 2011)

SF.L#LOKDOK28 2010 L 188 Valid

Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond og forskellige skattelove (Udvidelse af ATP’s og LD’s investeringsmuligheder og ophævelse af en række SP-regler m.v.)

(Lovforslag nr. L 188).

Dette lovforslag indeholder en delvis harmonisering af Arbejdsmarkedets Tillægspensions og Lønmodtagernes Dyrtidsfonds mulighed for via dattervirksomheder at drive finansiel virksomhed i lighed med, hvad der gælder for andre finansielle virksomheder indenfor penge- og realkreditvirksomhed.

Derudover er der primært tale om tekniske ændringer, herunder som følge af ophøret af Den Særlige Pensionsopsparing.

Det foreslås, at Arbejdsmarkedets Tillægspensions og Lønmodtagernes Dyrtidsfonds muligheder for at foretage investeringer skal indeholde en mulighed for under nærmere fastsatte rammer via dattervirksomheder at investere i virksomheder, der driver penge- og realkreditvirksomhed.

Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond får herved mulighed for at varetage sine langsigtede investorinteresser og dermed medlemmernes interesser bedst muligt, herunder i situationer hvor fondene i forhold til en eksisterende investering overtager eksisterende medinvestorers ejerandele, eller ønsker at udvide sin ejerandel.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fastslået, at lovforslaget ikke medfører konkurrence- eller statsstøtteretlige problemstillinger.

Lovforslaget indeholder regler for, at ATP og LD hver for sig ikke gennem dattervirksomhed må opnå en markedsandel for kreditinstitutters udlån, der overstiger 5 pct.

For bank- og realkreditvirksomheder, hvor ATP og LD erhverver bestemmende indflydelse, vil det ikke være tilladt for ATP og LD at sælge administrative ydelser til datterselskabet.

Desuden må ATP’s og LD’s navn og logo ikke anvendes for dattervirksomheder inden for bank- og realkreditvirksomhed.

Lovforslaget træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →