Legislator Case Law & Legislation
20101BB00121 DK

Forslag til folketingsbeslutning om fritagelse for modregning i kontanthjælp af erstatning for kritisk sygdom

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2010 121 Valid

Fremsat den 1. april 2011 af Eigil Andersen (SF), Özlem Sara Cekic (SF), Karsten Hønge (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om fritagelse for modregning i kontanthjælp af erstatning for kritisk sygdom

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Eigil Andersen (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om fritagelse for modregning i kontanthjælp af erstatning for kritisk sygdom

(Beslutningsforslag nr. B 121)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2010 121 Valid

Folketinget pålægger regeringen hurtigst muligt og senest 15. oktober 2011 at fremsætte lovforslag, hvorefter alvorligt syge kontanthjælpsmodtagere, der modtager et beløb på op til 100.000 kr. fra en arbejdsmarkedspension i forbindelse med kritisk sygdom, ikke skal modregnes i deres kontanthjælp for dette beløb.

BSF B#LOKDOK41 2010 121 Valid

Forslaget er en let revideret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 246 (folketingsåret 2009-10).

Når man har en livstruende sygdom, som medfører, at man skal igennem en meget svær periode, hvor det er meget usikkert, om man overlever, får mange udbetalt et beløb på 50.000 eller 100.000 kr. fra deres arbejdsmarkedspensi‍on eller tilknyttede gruppelivsordning i forbindelse med den kritiske sygdom.

Formålet med beløbet er at give den alvorligt syge mulighed for at få nogle ekstra oplevelser og bedre vilkår i en truende og usikker situation, hvor vedkommendes eksistens står på spil.

Dette formål opnås ikke, hvis den langtidssyge er blevet frataget sine sygedagpenge og i stedet får kontanthjælp, idet kommunen efter reglerne kan betragte en sådan erstatning pga.

kritisk sygdom som formue.

I så fald bliver kontanthjælpen stoppet i en periode, idet kontanthjælpsmodtagere kun må have en formue på 10.000 kr.

Umenneskeligt

Forslagsstillerne finder det umenneskeligt og helt urimeligt, at et sådant beløb ved kritisk sygdom kan føre til stop i kontanthjælpen, indtil det meste af erstatningen er spist op.

Derfor bør lovgivningen forbedres, som anført i beslutningsforslaget.

Som eksempel kan bl.a. nævnes en ung mand fra Nordjylland, der på grund af en svulst i hjernen har fået udbetalt en erstatning på 100.000 kr. Beløbet modregnes nu i hans kontanthjælp, så han for øjeblikket ikke får kontanthjælp.

Et andet eksempel er den 57-årige kontanthjælpsmodtager Hans Jensen, der efter en blodprop i hjernen fik en erstatning på 50.000 kr. på grund af kritisk sygdom.

Hans kontanthjælp blev standset, idet Vejle Kommune henviste ham til at anvende 40.000 kr. af erstatningen til at dække almindelige leveomkostninger i en periode.

Se artikel på fagforbundet 3F’s hjemmeside 25. marts 2010 med overskriften

»Kommune konfiskerer erstatning«.

Kommunen ændrede senere sin afgørelse.

For uddybende omtale af sagen henvises til følgende artikler på 3F’s hjemmeside

26. marts 2010

»Urimelig lov op i Folketinget«.

8. april 2010

»Ankenævn kræver forklaring af kommune«.

19. april 2010

»Kommune må betale erstatning tilbage«.

Desuden henvises til 3F’s Fagbladet nr. 6, 29. april 2010, side 45

»Hans får sin erstatning tilbage.«

Nødvendigt at ændre loven

Eksemplet fra Nordjylland viser imidlertid desværre, at der absolut ingen sikkerhed er for, at alle kommuner vil beslutte at administrere på den menneskeligt set rigtige måde.

Arbejdsmarkedsstyrelsen har da også udtalt, at den ganske klart betragter en sådan erstatning helt på linje med, at man som kontanthjælpsmodtager har penge i banken.

Derfor er det nødvendigt at ændre lovgivningen.

Finansiering

Et flertal i Folketinget har udtalt, at det bakker op om den foreslåede lovændring.

Forslaget vil kunne finansieres af satspuljemidler.

Forslagsstillerne vurderer, at forslaget vil have meget begrænsede økonomiske konsekvenser og vil under udvalgsbehandlingen bede om et skøn over den præcise udgift.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →