Forslag til folketingsbeslutning om at undgå import af HCB-affald fra Australien
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 3. december 2010 af Mette Gjerskov (S), Benny Engelbrecht (S), Steen Gade (SF), Ida Auken (SF), Johs.
Poulsen (RV), Per Clausen (EL), Per Ørum Jørgensen (KD) og Christian H.
Hansen (UFG)
Forslag til folketingsbeslutning
om at undgå import af HCB-affald fra Australien
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Af Mette Gjerskov (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at undgå import af HCB –affald fra Australien.
(Beslutningsforslag nr. B 35)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at import til Danmark af 6.100 t HCB-holdigt affald fra Australien til behandling på virksomheden Kommunekemi a/s i Nyborg ikke gennemføres.
Det er forslagsstillernes synspunkt, at beslutningen om import og behandling af 6.100 t HCB-affald var og er forkert af en række overordnede politiske grunde, bl.a. fordi affaldsbehandling bør finde sted nær kilden og ud fra ønsket om en kraftig global indsats for at udvikle alternativer til afbrænding af HCB og andre POP-stoffer (Persistente organiske miljøgifte).
I perioden, hvor Folketinget har drøftet tilladelsen, herunder efter at tilladelsen er givet, er der samtidig fremkommet en række nye oplysninger om upræcis og mangelfuld myndighedshåndtering, der i sig selv burde få ministeren til at ændre synspunkt.
Disse oplysninger er blandt andet fremkommet gennem samråd og spørgsmål stillet i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg på baggrund af Miljøministeriets (Miljøcenter Odenses) miljøgodkendelse til Kommunekemi den 27. juni 2008, hvor der tillades »etablering og drift af midlertidigt oplag af PVC-affald på Containerplads Syd i alt ca. 10.000 tons«.
Miljø- og Planlægningsudvalget har i løbet af efteråret 2010 drøftet sagen og herunder stillet en række samrådsspørgsmål til miljøministeren, som denne har besvaret, jf. ministerens talepapirer, der er omdelt på MPU alm. del – bilag 59, 77 og 188 .
På samrådet den 15. oktober 2010 var hovedtemaerne spørgsmål om, hvorvidt Danmark er forpligtet til at modtage HCB-affaldet fra Australien, om Danmark er det eneste sted i verden, hvor der findes tilstrækkelig teknik og ressourcer til afskaffelse af denne type kemikalier og om muligheden for at omgøre beslutningen om at tillade importen af HCB-affaldet.
Miljøministeren blev herefter på ny indkaldt i samråd om sagen.
Dette samråd fandt sted den 18. oktober 2010.
På dette samråd svarede ministeren bl.a. på spørgsmål om, hvorvidt hun agtede at revurdere miljøgodkendelsen, og hvilken vægt hun tillagde indsigelserne i sagen fra borgere i Nyborg.
Miljøministeren har endelig på et samråd den 1. december 2010 bl.a. besvaret spørgsmål om, hvorvidt der var givet forhåndstilsagn om destruktion af yderligere skibsladninger med HCB-affald, og hvorvidt der kan forventes nye ansøgninger fra Kommunekemi om tilladelser til opbevaring og behandling af det miljøfarlige affald.