Legislator Case Law & Legislation
201012L00150 DK

Forslag til Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed\n(Udvidelse af hjemmel til at videregive information til færøske og grønlandske myndigheder)

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

LSF L#LOKDOK25 2010 150 Valid

Fremsat den 23. februar 2011 af Høgni Hoydal (T) og Juliane Henningsen (IA)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed

(Udvidelse af hjemmel til at videregive information til færøske og grønlandske myndigheder)

Bemærkninger til lovforslaget

1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Skriftlig fremsættelse

Høgni Hoydal (T)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed (Udvidelse af hjemmel til at videregive information til færøske og grønlandske myndigheder).

(Lovforslag nr. L 150)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

LSF L#LOKDOK25 2010 150 Valid

§ 1

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1125 af 23. september 2010, som ændret ved § 2 i lov nr. 512 af 17. juni 2008, § 1 i lov nr. 579 af 1. juni 2010, § 23 i lov nr. 718 af 25. juni 2010, § 2 i lov nr. 1553 af 21. december 2010 og § 1 i lov nr. 1556 af 21. december 2010, foretages følgende ændringer

1.

§ 354, stk. 6, nr. 25, affattes således

25)

Den færøske landsstyremand for finansanliggender som led i dennes ansvar for Færøernes økonomiske forhold og til brug for landsstyrets planlægning og regulering af landets økonomiske politik.

2.

§ 354, stk. 6, nr. 26, affattes således

26)

Medlem af Naalakkersuisut for Finanser som led i dennes ansvar for Grønlands økonomiske forhold og til brug for Naalakkersuisuts planlægning og regulering af landets økonomiske politik.

LSF L#LOKDOK25 2010 150 Valid

§ 2

Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden efter nærmere aftale med Færøernes landsstyre henholdsvis Naalakkersuisut.

LSF L#LOKDOK25 2010 150 Valid

Almindelige bemærkninger

Formålet med lovforslaget er at sikre færøske og grønlandske myndigheder løbende fuld indsigt i Finanstilsynets vurderinger af situationen i færøske henholdsvis grønlandske finansielle virksomheder.

Behovet for lovændringen er blevet åbenbart igennem de tilbagevendende kriser i det færøske banksystem og senest accentueret af de vurderinger og krav, som ledte til Eik Banks afvikling.

Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget fremsatte i 2005 et beslutningsforslag nr. B 90, folketingsåret 2003-04, jf. Folketingstidende 2003-04, forhandlingerne side 6083 og tillæg A side 3597 og 3599, der pålagde den danske regering at fremsætte de relevante lovændringer, som kunne sikre fuld indsigt for færøske og grønlandske myndigheder i tilsynsmyndighedernes vurderinger af finansielle virksomheder i de to lande.

Beslutningsforslaget blev ikke vedtaget, men ledte dog til drøftelser mellem den færøske og den danske regering om visse forbedringer.

Ved ændring af lov om finansiel virksomhed i februar 2006 blev indført en hjemmel til at videregive informationer til den relevante færøske og grønlandske minister i forbindelse med krisehåndtering af færøske henholdsvis grønlandske finansielle virksomheder.

Det foreslås med nærværende lovændring, at hjemmelen til at videregive informationer om vurderingerne af finansielle virksomheder på Færøerne og i Grønland udvides til at omfatte en generel og løbende indsigt i vurderingerne til de respektive ministre på Færøerne og i Grønland.

Baggrunden er de erfaringer, som særlig Færøerne har gjort sig med tilbagevendende bankkriser, hvor færøske myndigheder ikke har truffet relevante politiske beslutninger eller tilrettelagt en økonomisk og finansiel politik, der baseres på konkret viden og stillingtagen til finansmarkedernes rolle og udvikling i samfundsøkonomien.

Den globale finanskrise har givet denne dyrekøbte erfaring til alle verdens lande og regeringer.

Men for Færøerne og Grønland er den politiske situation yderligere kompliceret af, at mens regeringerne og parlamenterne i landene træffer beslutninger om store dele af den økonomiske politik, sker det uden indsigt heri og ansvar for finansmarkedets konkrete udvikling.

Først når kriserne er brudt ud, bliver de politiske myndigheder tvunget til at træffe krisehåndteringsbeslutninger under ekstremt tidspres og uden den nødvendig forberedelse eller faglige viden og indsigt.

De alvorlige følgerisici for økonomien i samfundene kunne med dette lovforslag søges minimeret, ved at de ansvarlige ministre på henholdsvis Færøerne og i Grønland bliver inddraget i en generel og løbende indsigt, som vedrører landenes egne finansielle virksomheder.

Denne indsigt og dermed dette ansvar ville fremover give landene et bedre grundlag for at føre en stabil og ansvarlig økonomisk politik og som en væsentlig sidegevinst samtidig gavne finans- og erhvervspolitikken.

Senest opstod der på Færøerne stor debat i forbindelse med Finanstilsynets krav til Eik Bank, hvor den færøske minister på området fremførte offentlig kritik af informationsniveauet og tidspunktet, hvor den færøske regering blev orienteret om situationen.

Den seneste udvikling på Færøerne, hvor Eik Bank, der udgjorde halvdelen af det færøske finansmarked, fik nye kapitalkrav og blev overtaget af Finansiel Stabilitet inden for et tidsrum på tre døgn, har understreget behovet for at ændre lovgivningen.

LSF L#LOKDOK25 2010 150 Valid

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

§ 354, stk. 6, nr. 18 og 19, som senere blev ændret til nr. 25 og 26, blev indsat i lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 116 af 27. februar 2006.

Af bemærkningerne til loven fremgår det klart, at der er tale om videregivelse af information til brug for krisehåndtering af finansielle virksomheder på Færøerne henholdsvis i Grønland.

Bestemmelsen svarer til ministerens videregivelsesadgang til myndigheder i andre lande.

Den senere tids begivenheder på Færøerne i form af kollapset af Eik-koncernen har imidlertid vist, at denne adgang til videregivelse af information om de færøske finansielle virksomheders tilstand ikke er tilstrækkelig.

Derfor foreslås denne hjemmel udvidet således, at videregivelsesadgang omfatter alle oplysninger om de færøske finansielle virksomheder, der er nødvendige som led i varetagelsen af ansvar for Færøernes økonomiske forhold og til brug for landsstyrets planlægning og regulering af landets økonomiske politik ikke blot med henblik på krisehåndtering.

Det er fundet naturligt at foreslå en tilsvarende mulighed for Grønlands Selvstyre.

Landsstyrets og Naalakkersuisuts adgang til information om landenes finansielle virksomheder skal sidestilles med økonomi- og erhvervsministerens efter lovens § 354, stk. 6, nr. 3.

Oplysningerne til færøske og grønlandske myndigheder formidles af Finanstilsynet.

Det følger af den gældende lov, at den færøske landsstyremand for finansanliggenders henholdsvis det grønlandske medlem af Naalakkersuisut for inansers relation til fortrolige oplysninger, som modtages fra Finanstilsynet, er undergivet tavshedspligt efter lov om finansiel virksomhed § 354, stk. 7.

Dette forudsættes uændret.

Ved den færøske landsstyremand for finansanliggender henholdsvis det grønlandske landsstyremedlem for finanser forstås også deres respektive departementer og relevante tilknyttede institutioner, f.eks. Landsbanki Føroya (Færøernes Landsbank).

Til § 2

For at en informationsudveksling af denne type kan indledes, er det givetvis nødvendigt med formelle rammer og klare aftaler om procedurer.

Derfor foreslås det, at økonomi- og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden efter nærmere aftale med Færøernes landsstyre henholdsvis Naalakkersuisut.

Omfanget af de pågældende informationer forudsættes fastsat ved § 1.

LSF L#LOKDOK25 2010 150 Valid

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1125 af 23. september 2010, som ændret ved § 2 i lov nr. 512 af 17. juni 2008, § 1 i lov nr. 579 af 1. juni 2010, § 23 i lov nr. 718 af 25. juni 2010, § 2 i lov nr. 1553 af 21. december 2010 og § 1 i lov nr. 1556 af 21. december 2010, foretages følgende ændringer.

§ 354, stk. 6 .

.

.

25) Den færøske landsstyremand for finansanliggender som led i ansvaret for den økonomiske stabilitet på Færøerne og til brug for krisehåndtering af finansielle virksomheder på Færøerne.

1.

§ 354, stk. 6, nr. 25, affattes således

»25) Den færøske landsstyremand for finansanliggender som led i dennes ansvar for Færøernes økonomiske forhold og til brug for landstyrets planlægning og regulering af landets økonomiske politik.«

26) Det grønlandske landsstyres medlem for Erhverv og Arbejdsmarked som led i ansvaret for den økonomiske stabilitet i Grønland og til brug for krisehåndtering af finansielle virksomheder i Grønland.

2.

§ 354, stk. 6, nr. 26, affattes således

»26) Medlem af Naalakkersuisut for Finanser som led i dennes ansvar for Grønlands økonomiske forhold og til brug for Naalakkersuisuts planlægning og regulering af landets økonomiske politik.«

§ 2

Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for loven ikrafttræden efter nærmere aftale med Færøernes landsstyre henholdsvis Naalakkersuisut.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →