Legislator Case Law & Legislation
20091XX00648 DK

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2010) - L 192

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2009 L 192 Valid

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2010)

SF.L#LOKDOK28 2009 L 192 Valid

Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Charlotte Sahl-Madsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om forskningsrådgivning m.v. og lov om Danmarks Grundforskningsfond. (Styrkelse af Danmarks Forskningspolitiske Råd, nedlæggelse af Koordinationsudvalget, præcisering af formål, ansvar og opgavefordeling for forskningsråd m.v.).

(Lovforslag nr. L 192).

Den nugældende lov indeholder en bestemmelse, hvorefter loven skal revideres i folketingsåret 2009-10 på baggrund af en grundig evaluering af hele forskningsrådssystemet.

Evalueringspanelet har set på forskningsrådssystemet og er kommet med en række anbefalinger inden for fire temaer: organisering af forskningsrådssystemet, internationalisering, anvendt terminologi og rollefordeling og sidst sikring af forskningskvaliteten.

Formålet med lovrevisionen er fremadrettet at styrke systemets funktionalitet.

På den baggrund lægger lovforslaget op til en organisatorisk forenkling, en klarere rolle- og ansvarsfordeling mellem de forskellige organer og øget fokus på kvaliteten i ansøgningsbehandlingen.

Lovforslaget indebærer, at Koordinationsudvalget nedlægges og dets koordinationsforpligtelser overføres til henholdsvis Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd.

Vedrørende støtten til forskeruddannelse overføres hovedparten af bevillingen til universiteterne, mens en mindre del af bevillingen reserveres til øvrige forskningsinstitutioner og udmøntes via Det Frie Forskningsråd.

Endelig vil Koordinationsudvalgets særlige rådgivningsopgaver blive varetaget ad hoc af relevante organer.

Lovforslaget indebærer desuden, at Danmarks Forskningspolitiske Råd styrkes via en revision af rådets ansvarsbeskrivelse, en justering i kompetencekravene til medlemmerne og en styrkelse af rådets sekretariat.

Lovforslaget indebærer endvidere, at rolle- og ansvarsfordelingen for både Danmarks Forskningspolitiske Råd, Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd præciseres.

Det gælder både mellem de forskellige organer og mellem bestyrelserne og de underliggende organer.

Endelig lægger lovforslaget op til, at Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd får ansvaret for at udarbejde koordinerede retningslinjer for bevillingsfunktionen, herunder ansvar for at den faglige bedømmelse af ansøgninger varetages ved relevant inddragelse af eksterne bedømmere.

Det medfører for Det Frie Forskningsråds vedkommende, at det maksimale antal af medlemmer reduceres fra 90 til 75.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →