Skriftlig fremsættelse (27. januar 2010) - L 114
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (27. januar 2010)
Indenrigs- og socialministeren (Karen Ellemann)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om social service (Frit valg af hjælpemidler og boligindretning)
(Lovforslag nr. L 114)
Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af finanslovsaftalen for 2010.
Lovforslaget udmønter desuden dele af regeringsgrundlaget og dele af kvalitetsreformen.
Forslaget giver adgang til frit valg af hjælpemidler og frit valg af boligindretning.
Regeringen ønsker at forbedre vilkårene for borgere med nedsat funktionsevne gennem øgede og bedre valgmuligheder for den enkelte.
Forslaget ændrer ikke ved kommunalbestyrelsens ansvar for at træde til med handicapkompenserende hjælp til borgere med funktionsnedsættelser.
Vedrørende frit valg af hjælpemidler fremsættes forslaget med henblik på at sikre, at borgerne fremover gives ret til frit valg med hensyn til leverandør af alle typer af hjælpemidler.
Det vil sige, at den adgang til frit valg, der i dag gælder for særligt personlige hjælpemidler, udvides til at gælde for alle hjælpemidler.
Borgeren vil endvidere mod betaling af prisdifferencen kunne vælge et dyrere hjælpemiddel end det, der er omfattet af kommunalbestyrelsens bevilling.
Retten til frit valg gælder dog ikke, hvis kommunalbestyrelsen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, som er fuldstændig identisk med det hjælpemiddel, som borgeren ønsker at anskaffe.
Vedrørende boligindretning gives borgerne mulighed for mod en eventuel merbetaling at vælge en anden håndværker end den, som kommunen har valgt til at udføre den bevilgede boligindretning.
Endvidere kan borgerne mod merbetaling vælge andre materialer end dem, som kommunalbestyrelsen har bevilget.
Denne del af lovforslaget skal således sikre, at borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne får indflydelse på valg af håndværkere og/eller materialer til nødvendig boligindretning givet som følge af funktionsnedsættelsen.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2010.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.