Skriftlig fremsættelse (18. november 2009) - L 71
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (18. november 2009)
Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. (Forhøjelse af formuegrænsen for supplerende pensionsydelse og helbredstillæg)
(Lovforslag nr. L 71).
Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om finansloven for 2010.
Formålet med lovforslaget er at forbedre vilkårene for folkepensionister og førtidspensionister med de laveste indkomster.
Den supplerende pensionsydelse ydes til folkepensionister med de laveste indkomster og udgør i 2010 op til 10.700 kr.
Den udbetalte supplerende pensionsydelse afhænger af pensionistens øvrige indtægter.
Personer med likvid formue over formuegrænsen på 64.100 kr. er ikke berettiget til den supplerende pensionsydelse.
I overensstemmelse med finanslovsaftalen foreslås det at forhøje formuegrænsen med 10.000 kr., således at den i 2010 er 74.100 kr.
Den højere formuegrænse vil betyde, at ca. 13.000 flere folkepensionister vil modtage ydelsen.
Endvidere vil ca. 14.000 flere folkepensionister og førtidspensionister, der er tilkendt førtidspension efter reglerne fra før 1. januar 2003, kunne modtage helbredstillæg.
Helbredstillægget er et tilskud til blandt andet medicin og tandlægebehandling, som disse pensionister kan søge om.
Der gælder samme formuegrænse for tildeling af den supplerende pensionsydelse og helbredstillæg.
Lovforslaget vil medføre samlede offentlige merudgifter til den supplerende pensionsydelse og til helbredstillæg på 165 mio. kr. i 2010, hvoraf 125 mio. kr. vedrører den supplerende pensionsydelse, og 40 mio. kr. vedrører helbredstillæg.
I årene 2011-13 andrager den samlede offentlige merudgift henholdsvis 169,5 mio. kr., 174,0 mio. kr. og 177,9 mio. kr.
De økonomiske konsekvenser af lovforslaget skal forhandles med kommunerne.
Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2010.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.