Forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne for tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring
Statutory Text (4 Articles)
Fremsat den 5. maj 2010 af Magnus Heunicke (S), Klaus Hækkerup (S) og Jens Christian Lund (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om ændring af reglerne for tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Magnus Heunicke (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne for tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring.
(Beslutningsforslag nr. B 242).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen
–
At ændre reglerne for tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring (EP-tilladelser), således at al erhvervsmæssig personbefordring med motorkøretøjer indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet, er reguleret i taxiloven.
–
At stille de samme miljøkrav og sikkerhedsmæssige krav til biler, der anvendes til EP-kørsel, som i dag er gældende for taxaer, limousiner og sygetransportbiler.
–
At stille uddannelseskrav til førere af biler, der anvendes til EP-kørsel, der er på niveau med kravene til førere af taxaer, limousiner og sygetransportbiler.
Indførelsen af de såkaldte EP-tilladelser (tilladelse til erhvervsmæssigt personbefordring) har i løbet af de seneste år gjort det muligt for andre aktører end taxa- og busselskaber at byde ind på offentlige transportopgaver, heriblandt kørsel af handicappede og lægekørsel.
Kravene, der skal opfyldes for at få en EP-tilladelse, er langt mindre omfattende end kravene, der stilles for at få en taxabevilling.
Mens der til taxavognmænd bl.a. stilles miljøkrav til køretøjet, uddannelseskrav til føreren og krav om sikkerhed under transporten, er kravene til den erhvervsmæssige personbefordring meget begrænsede.
Desuden bør det nævnes, at transport med EP-tilladelser foregår i dagtimerne, mens taxatransport skal være mulig døgnet rundt.
De to aktører skal byde ind på de samme offentlige transportopgaver, men har meget forskellige forudsætninger for at udføre opgaven.
Det skaber en situation med ulige konkurrence, der i den seneste tid har ført til, at mange taxavognmænd har været nødsaget til at lukke deres taxaforretning helt på grund af manglende indtægter fra offentlige transportopgaver.
Dette har især været tilfældet i landområderne, hvor godt hver femte landtaxa er forsvundet siden kommunalreformen.
Det betyder, at beboerne i flere landområder ikke længere kan ringe til en taxa om natten eller på mange af de andre tidspunkter, hvor den kollektive transport i landområderne ikke er tilstrækkelig.
Ifølge Dansk Taxi Råd kommer over 55 pct. af indtægterne ved taxatransport fra det offentlige.
Denne indtægtskilde er især afgørende for landtaxaerne, der har et begrænset kundegrundlag på grund af den lave befolkningstæthed på landet.
Landtaxaerne udgør i mange landområder et godt og nødvendigt supplement til den kollektive transport, og det bør derfor være en målsætning i vidt omfang at bevare landtaxaerne i Danmark.
Hvis det skal lykkes, er det bydende nødvendigt, at kravene til taxatilladelser og EP-tilladelser bliver mere ensartede og mere lige, end det er tilfældet i dag.
Der skal
stilles de samme energi- og miljøkrav til alle køretøjer, og der skal stilles uddannelseskrav til førere af biler, der anvendes til EP-kørsel, der er på niveau med kravene til førere af taxaer, limousiner og sygetransportbiler.
For at dette skal være muligt, kræves det, at EP-tilladelserne fremover bliver reguleret i taxiloven.