Forslag til folketingsbeslutning om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med entrepriseaftaler
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 9. april 2010 af Benny Engelbrecht (S), Ole Vagn Christensen (S), Orla Hav (S), Henrik Dam Kristensen (S) og Niels Sindal (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med entrepriseaftaler
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Benny Engelbrecht (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med entrepriseaftaler.
(Beslutningsforslag nr. B 217).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte forslag til lov om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med entrepriseaftaler, der fastsætter regler, som skal sikre forbrugeren et minimum af rettigheder, når denne indgår aftale med en håndværker om udførelse af entreprisearbejde.
Der mangler forbrugerbeskyttelse på håndværksområdet.
På trods af de mange tvister og den udbredte usikkerhed blandt forbrugere om deres rettigheder på området er der i dag ingen konkrete regler, der sikrer forbrugeren rettigheder, når der laves en aftale med en håndværker om en villatilbygning, et nyt badeværelse el.lign.
Der er ingen grund til, at forbrugerne ikke som minimum skal være sikret på samme niveau, når de køber f.eks. en badeværelseentreprise af en håndværker, som når de køber en ny mobiltelefon, hvilket er omfattet af købeloven.
Tidligere økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen mener, at forbrugernes rettigheder er sikret, i og med at Økonomi- og Erhvervsministeriet, Dansk Byggeri, TEKNIQ og Forbrugerrådet har udarbejdet en »standardaftale«, som trådte i kraft pr. 1. januar 2010.
»Standardaftalen« er frivillig, og en forbruger og en håndværker kan vælge at benytte sig af den i forbindelse med en entrepriseaftale.
Denne løsning er dog ikke tilfredsstillende, da der netop er behov for regler, der sikrer forbrugerne en rimelig behandling, uanset hvilken aftale der er lavet med håndværkeren, inden det arbejde, der er anledning til tvisten, blev påbegyndt.
Derfor er der i stedet for denne »standardaftale« behov for lovregler, som det kendes fra købeloven, hvor en del af reglerne ikke kan fraviges til skade for forbrugeren.
Der eksisterede allerede før indførelsen af »standardaftalen« en såkaldt »forbrugeraftale« på håndværksområdet, som det også er frivilligt at gøre brug af.
En omfattende undersøgelse fra 2006 viser dog, at denne ordning ikke bliver brugt.
Det gør den bl.a. ikke, fordi forbrugerne synes, at den er for omfattende og medfører unødvendig meget papirarbejde, især i forbindelse med mindre opgaver.
»Standardaftalen« indeholder mange af de samme elementer som »forbrugeraftalen«, og derfor er det også usandsynligt, at den nye »standardaftale« vil få stor udbredelse.
Disse frivillige aftaler bliver simpelthen ikke taget i brug, og forbrugerne har krav på et minimum af beskyttelsesregler at falde tilbage på.
Det foreslås derfor, at der laves et lovgivningsmæssigt sikkerhedsnet, der med visse ufravigelige regler sikrer forbrugeren.
I tilfælde af en håndværkers misligholdelse vil dette sikkerhedsnet stille en palet af lovfæstede beføjelser til rådighed for forbrugeren.
Hvilken beføjelse der tages i brug, vil afhænge af misligholdelsens art og således af, om der f.eks. er tale om forsinkelse af arbejdets udførelse, mangler ved det udførte arbejde m.v.
Et sådan regelsæt vil være med til at skabe klarhed over parternes rettigheder og pligter – til gavn for forbrugerne såvel som aktørerne i branchen.
Lovgivning på håndværksområdet bør som minimum omfatte regler om
Risikoens overgang
Et af de væsentligste køberetlige principper i forbrugerspørgsmål er risikoens overgang.
Princippet beskriver, hvornår risikoen for det udførte arbejde, herunder risikoen for materialer, som forbrugeren leverer til brug for håndværkerens arbejde, overføres fra sælgeren – håndværkeren – til forbrugeren.
Mangler
Regler for, hvornår der foreligger en mangel ved det udførte arbejde, ikke blot en fysisk mangel som f.eks. egenskaber, kvalitet og materialer, men også forsinkelse og manglende vejledning m.v.
Reklamationsfrist
Forbrugeren sikres adgang til at reklamere over mangler, i en rimelig periode efter at mangelen rent faktisk er opdaget, i overensstemmelse med reglerne om reklamation ved køb af løsøre i købelovens forbrugerkapitel.
Bevisbyrderegler
Regler for, hvem der har bevisbyrden for, at der foreligger en mangel.
Det vil i mange tilfælde være vanskeligt – hvis ikke umuligt – for forbrugeren at bevise, hvad der er aftalt, hvis ikke der er indgået en skriftlig aftale, og det vil derfor være nærliggende at indføre omvendt bevisbyrde på området for at give håndværkeren et incitament til at indgå skriftlige aftaler.
Bevissikring
Forbrugeren sikres en nem, hurtig og billig adgang til bevissikring.
I tilfælde, hvor håndværkeren ikke medvirker effektivt til afhjælpning af mangler, vil en bevissikring kunne bidrage til, at en udbedring af forholdene vil kunne iværksættes hurtigt, uden at forbrugeren risikerer at blive afskåret fra efterfølgende ankenævns- eller domstolsbehandling.
Mangelbeføjelser
Regler for, hvilke beføjelser forbrugeren har i tilfælde af mangler, herunder afhjælpning, prisnedslag, ophævelse af aftalen, eller udbedring på håndværkerens regning, og for, hvordan forbrugeren kan gøre brug af disse beføjelser.
Erstatning
Forbrugeren sikres mulighed for at rejse et eventuelt erstatningskrav ved tab og visse følgetab som følge af mangler eller forsinkelse fra håndværkerens side.
Direkte krav mod underentreprenører
Forbrugeren sikres mulighed for at rette direkte krav mod håndværkerens underleverandører i tilfælde af manglende afhjælpning fra håndværkerens side eller i tilfælde af dennes konkurs.
Dagbod
Forbrugeren sikres mulighed for at kræve dagbod ved håndværkerens forsinkelse med arbejdets færdiggørelse.
Ændringer i arbejdet
Forbrugeren sikres mulighed for at forlange ændringer i det oprindelig aftalte arbejde og konsekvenserne heraf.
Aflevering af arbejdet
Regler for, hvornår arbejdet anses for afleveret, og for en eventuel afleveringsforretning.
Håndværkeren tillægges bevisbyrde for, at aflevering er sket på et givet tidspunkt.
Betaling
Regler for, hvornår betaling skal ske.
Forbud mod krav fra håndværkeren om, at forbrugeren skal betale forud for hele eller dele af arbejdet.
Forbrugeren sikres krav på en specificeret faktura og fuldstændig opgørelse over løbende betalinger.
Prisoverslag
Der indføres en bestemmelse, som slår fast, at når håndværkeren har givet et prisoverslag, må prisen ikke overstige overslaget væsentligt og højst med 15 pct.
Tilbageholdsret for betalingen
Forbrugeren sikres tilbageholdsret for hele eller dele af betalingen i tilfælde af mangler eller uenighed om fakturaen i øvrigt.
Sikkerhedsstillelse
Regler for, hvorledes et eventuelt krav om sikkerhedsstillelse kan udformes.
Eftersyn
Regler for, i hvilke situationer der skal udføres eftersyn af det udførte arbejde, og hvorledes eftersynet skal gennemføres.