Forslag til folketingsbeslutning om liberalisering af apotekervæsenet
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 9. april 2010 af Villum Christensen (LA), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Anders Samuelsen (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om liberalisering af apotekervæsenet
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Villum Christensen (LA)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om liberalisering af apotekervæsenet.
(Beslutningsforslag nr. B 214).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2010 at fremsætte de nødvendige lovforslag, der sikrer en liberalisering af apotekervæsenet, herunder sikrer friere muligheder for etablering af apoteker, friere ejerforhold for apotekerne, afregulering af åbningstider, mulighed for udbredelse af salget af håndkøbsmedicin i detailhandlen, og at prisen på patenterede lægemidler i højere grad udsættes for konkurrence.
Apotekssektoren er ligesom andre dele af sundhedsvæsenet underkastet en omfattende offentlig regulering.
Også i andre lande reguleres apotekssektoren, men i en række lande, herunder Nederlandene, Irland, Norge og Storbritannien, er reguleringen mindre restriktiv end i Danmark.
Hovedelementerne i den danske regulering er: adgangsregulering, udligningsordning og pris- og avanceregulering.
Der er en høj grad af regulering i forhold til etablering af apoteker.
Processen styres gennem et bevillingssystem, der efter en behovsvurdering regulerer antallet af apoteker.
Med en friere etableringsret, herunder adgang til f.eks. at indgå kædesamarbejder, vil der blive skabt større mulighed for, at nye aktører kan komme til inden for sektoren.
Set i lyset af at Danmark har den laveste apotekstæthed i Europa, må der siges at være et stort behov for denne udvikling.
Problemet med apotekstætheden kommer bl.a. til udtryk ved en vis utilfredshed med ventetiden på at blive ekspederet, som ifølge Konkurrencestyrelsen i dag er på over 10 minutter i de større byer.
Etableringsomkostningerne i forbindelse med apoteksdrift tilsiger endvidere, at hvis der i et betydeligt omfang skal komme nye aktører inden for sektoren, bør der åbnes op for andre ejerformer end i dag.
Bevillingssystemet indebærer, at kun farmaceuter kan eje apoteker, og at den samme farmaceut højst må eje fire apoteker.
Ejerforholdene bør blødes op, så ikke kun farmaceuter kan være apoteksejere.
Dette vil muliggøre etablering af flere apoteker, hvilket på sigt vil lede til øget konkurrence og derved forbedre vilkårene for forbrugerne.
Fastholdes princippet om, at alene farmaceuter kan være ejere af apoteker, er der risiko for, at der i kraft af det faglige fællesskab etableres en generel forståelse om ikke at konkurrere på prisen, også selv om grundvilkårene for apoteksdrift ændres i en mere liberal retning.
Derudover er mangelen på farmaceuter stigende, hvilket man tidligere har forsøgt at imødegå ved at fjerne aldersgrænsen på 70 år for at drive et apotek − en ganske kortsigtet løsning efter forslagsstillernes vurdering.
En opblødning af ejerforholdene og friere etableringsret vil netop imødegå denne problemstilling.
Samtidig vil en øget adgang til markedet ifølge Konkurrencestyrelsen gøre, at apotekerne i højere grad udsættes for et almindeligt konkurrencemæssigt pres.
Det vil fordre udvikling og fornyelse, herunder minimering af omkostninger og aktiv konkurrence på service.
Endelig vil reguleringen af apotekernes åbningstider kunne afskaffes til fordel for forbrugerne i forhold til konkurrence og tilgængelighed.
For at sikre en forsvarlig faglighed i apoteksdriften er det afgørende, at den faglige ansvarlige leder (daglige leder) og personalet har de fornødne uddannelsesmæssige forudsætninger og kvalifikationer for at varetage opbevaring, behandling og udlevering af lægemidler.
Sikkerhedsmæssige krav såvel som krav til forsyningspligt og krav til administration af medicintilskudssystemet vil kunne fastlægges som betingelser i en autorisationsordning.
De positive erfaringer med salg af håndkøbsmedicin i detailhandelen, som blev indført i 2001, har gjort argumenter mod ordningen til skamme.
Frygten for øget misbrug ved udbredelse af salget til detailhandelen og for tab af omsætning for apotekerne har vist sig ikke at være begrundet.
Derfor kan der med fordel ses på en model, hvor flere lægemidler godkendes af Lægemiddelstyrelsen til salg uden for apotekerne.
Medicinpriserne i Danmark er set i forhold til de andre europæiske lande meget lave, hvilket skyldes den frie konkurrence på kopimedicin.
Dog er dette relativt, idet priserne kan differentieres i forhold til generiske og patenterede lægemidler.
Priserne på de patenterede lægemidler er komparativt set høje, fordi lægemiddelproducenterne frit kan fastsætte priserne og derved tage en stor avance.
Denne praksis er forskellig fra praksis i en række andre europæiske lande, og fokus bør derfor være på at implementere regler, der hindrer disse høje priser.