Forslag til folketingsbeslutning om at nedsætte brugerbetalingen på musikskolerne og styrke talentudviklingen
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 8. april 2010 af Leif Lahn Jensen (S), Yildiz Akdogan (S), Mogens Jensen (S), Anne-Marie Meldgaard (S), Flemming Møller Mortensen (S), Rasmus Prehn (S) og Lise Von Seelen (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om at nedsætte brugerbetalingen på musikskolerne og styrke talentudviklingen
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Leif Lahn Jensen (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at nedsætte brugerbetalingen på musikskolerne og styrke talentudviklingen.
(Beslutningsforslag nr. B 209).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, som nedsætter brugerbetalingen på landets musikskoler for at sikre en bredere adgang til musikskolerne og styrke talentudviklingen.
Efter kommunalreformen, hvor musikskoledriften blev overført til kommunerne, har musikskolerne stået over for en række udfordringer.
Staten har ikke, som det var meningen, fulgt udviklingen af musikskolerne efter reformen.
Kommunerne er heldigvis bevidste om den store betydning, som musikskolerne har for det lokale musikliv og for børn og unges muligheder for at lære at spille og synge.
Musikskolerne er imidlertid ikke kun et kommunalt anliggende, men i lige så høj grad et statsligt anliggende, og det har det været siden et flertal i Folketinget for 20 år siden satte skub i udviklingen af musikskoleområdet.
Musikskolerne sikrer ikke alene et kvalificeret tilbud om musikundervisning og et aktivt musikliv i alle landets kommuner.
Musikskolerne varetager også den nationale interesse i at opretholde og udvikle en mangfoldig dansk musikkultur, hvor både bredden og eliten trives side om side.
Musikkulturen står og falder med, om der er nogle veludviklede og velfungerende musikskoler.
Det er nødvendigt at give musikskolerne brede rammer, så skolerne ikke udvikler sig til institutioner, der udelukkende er for velstillede familiers børn, men for alle børn og unge uanset økonomisk baggrund.
Der skal fortsat betales for at modtage musikundervisning, men brugerbetalingen må ikke blive så høj, at mange familier vælger det fra, fordi de ikke har råd til at sende deres børn på musikskole.
Kommunerne skal have mulighed for at afsætte midler, så dårligt stillede børn kan opnå hel eller delvis friplads på en musikskole.
På samme måde skal der gives mulighed for, at forældre til særligt talentfulde elever kan få økonomisk støtte til betaling for den ekstraundervisning, der er behov for, hvis elevernes talent skal udvikles til eliteniveau.
Således skal det sikres, at danske børn og unges mulighed for at lære at spille på et instrument, samt særlig talentfulde elevers udvikling, ikke bremses af deres forældres økonomiske formåen.
Denne indsats gøres mulig ved at forbedre den gældende refusionsordning for kommunerne.
Ved at tilføre musikskolerne ekstra 8 mio. kr. i 2011 og yderligere 8 mio. kr. i 2012 og 2013, sender vi et signal til kommunerne om, at staten fortsat mener det alvorligt med musikskolerne, og at Folketinget er parat til at sikre kommunerne en større refusion, så opgaven bliver mere overkommelig.
På lang sigt er målet, at kommunerne skal kunne opnå en refusion af udgifterne til musikskolelærernes løn på 25 pct.
Socialdemokraterne vil gradvis hæve den statslige refusion til musikskolerne for at sikre en bredere adgang til musikskolerne og for at styrke talentudviklingen.
Intentionerne bag den oprindelige lovgivning om musikskolerne var en statslig refusion på 25 pct., men i dag er denne faldet til omkring 14 pct.
Dette er ikke rimeligt, da det medvirker til øget brugerbetaling og længere ventelister på musikskolerne.