Forslag til folketingsbeslutning om støtte til pårørende til selvmordstruede
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 6. april 2010 af Özlem Sara Cekic (SF), Anne‑Marie Geisler Andersen (RV) og Line Barfod (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om støtte til pårørende til selvmordstruede
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Özlem Sara Cekic (SF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om støtte til pårørende til selvmordstruede.
(Beslutningsforslag nr. B 200).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2010 at fremsætte lovforslag, der sikrer tilbud om støtte og hjælp til alle efterladte til personer, der har begået selvmord, og pårørende til personer, som har forsøgt at begå selvmord.
Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af punkt 2 i beslutningsforslag nr. B 147 fra folketingsåret 2008-09.
Se Folketingstidende 2008-09, forhandlingerne side 7866 og tillæg A side 6083 og 6086.
Som i resten af den vestlige verden har selvmordshyppigheden i Danmark været faldende fra 1980 til 2006.
Danmark ligger dog fortsat højt i den internationale selvmordsstatistik.
I 2006 var der 643 selvmord i Danmark, og af dem var de 465 mænd og de 178 kvinder
Kilde
Sundhedsstyrelsen, Dødsårsagsregistret 2008..
Selv om der har været et fald i selvmordshyppigheden, betyder det, at der hver dag året rundt er to mennesker, der gennemfører et selvmord.
Til sammenligning dør ca. 30 pct. flere personer pga. selvmord end ved trafikulykker i Danmark.Kilde
Center for selvmordsforskning.
Mange selvmordsforsøg registreres ikke, men det anslås, at der for hvert selvmord er mindst ti selvmordsforsøg.
I 2006 blev 4.026 personer registreret ved skadestuebesøg efter selvmordsforsøg, men det estimeres, at der er 8.000-10.000 selvmordsforsøg årligt i Danmark.
»Selvmord i Danmark.
Markant fald i selvmord, men stigende antal selvmordsforsøg.
Hvorfor?”«, Helweg-Larsen, K., Kjøller, M., Juel, K., Sundaram, V., Laursen, B., Kruse, M., Nørlev, J., & Davidsen, M.
Statens Institut for Folkesundhed, København. 2006.
Det er altså fortsat et betydeligt samfundsproblem.
Knap halvdelen af alle selvmord begås af personer, der mindst én gang har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og 30 pct. af alle, der begår selvmord, har inden for det seneste år været – eller er aktuelt – indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Andre grupper, der har en forhøjet risiko for at begå selvmord, er bl.a. alkohol- og stofmisbrugere, psykisk syge, alvorligt fysisk syge, hjemvendte soldater, beboere på institutioner, indsatte, ældre mænd og personer, der tidligere har forsøgt selvmord.
Antallet af selvmordsforsøg blandt unge piger er steget voldsomt i løbet af de sidste 10 år, og der er formentlig tale om en tredobling.
Hvert år forsøger cirka 1.200 unge mellem 15 og 19 år at tage deres eget liv.
Og en betydelig gruppe under 15 år indlægges også som følge af selvmordsforsøg.
Det er unge, som i afmagt og fortvivlelse vælger en løsning, der for altid vil forandre deres liv.
Også familiemedlemmer og nære venner vil leve i angst og usikkerhed i lang tid fremover, og for den unge selv vil en grænse for altid være overskredet, og risikoen for gentagne selvmordsforsøg og en forringet livskvalitet vil være betragteligt forøget.
Det anslås, at fem personer bliver personligt berørt, hver gang der sker et selvmord eller et selvmordsforsøg (familie, venner m.v.).
Antallet af selvmordforsøg er ca. 30 pct. højere end antallet af personer, der forsøger, og det vil sige, at nogle personer gentager deres selvmordsforsøg en eller flere gange i løbet af et år.
Risikoen for, at en person vil gentage et selvmordforsøg, er størst inden for det første år, og et tidligere selvmordsforsøg er en alvorlig risikofaktor for et eventuelt senere selvmord
Kilde
Center for selvmordsforskning..
Både danske og internationale undersøgelser viser, at der er en stærkt forøget risiko for selvmord blandt mennesker, der har forsøgt selvmord.
Der er en gennemsnitlig repetitionshyppighed på 15 pct. ved selvmordsforsøg.
I dag har pårørende til selvmordstruede og til personer, der har forsøgt at begå selvmord, ikke ret til psykologhjælp til nedsat pris, som det er tilfældet i andre krisesituationer.
Familiemedlemmer og pårørende kan blive dybt berørt og kan leve i angst og usikkerhed i lang tid fremover.
Alle efterladte eller pårørende til mennesker, der har forsøgt at begå selvmord, skal derfor uanset alder have et tilbud om en sundhedsfaglig samtale i forbindelse med den akutte behandling af personen, der har forsøgt at begå selvmord.
Derefter skal den pårørende sikres et hurtigt tilbud om støtte og hjælp, f.eks. i form af samtalegrupper eller andre tilbud oprettet i samarbejde mellem forebyggelsescentrene og de relevante frivillige organisationer og den kommunale sektor.
Der skal rettes et særligt fokus mod børn, som rammes af forældrenes eller søskendes selvmordsadfærd, og som skal sikres tilbud om støtte og hjælp.
De efterladte efter selvmord bør desuden have en udvidet mulighed for henvisning til psykologhjælp, idet deres chokfase og bearbejdningsfase ofte er forlænget og de virkelige tunge problemer først opstår 5-9 måneder efter selvmordet.
Finansiering
Støtten til pårørende anslås at koste omkring 40 mio. kr. årligt.