Forslag til folketingsbeslutning om, at pensioner, dagpenge og kontanthjælp m.v. skal følge indkomstudviklingen
Statutory Text (4 Articles)
Fremsat den 26. marts 2010 af Frank Aaen (EL), Line Barfod (EL), Per Clausen (EL) og Johanne Schmidt‑Nielsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at pensioner, dagpenge og kontanthjælp m.v. skal følge indkomstudviklingen
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Frank Aaen (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om, at pensioner, dagpenge og kontanthjælp m.v. skal følge indkomstudviklingen.
(Beslutningsforslag nr. B 187).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2010 at fremsætte lovforslag, der sikrer,
–
at pensioner, dagpenge til arbejdsløse og syge, førtidspension, efterløn, kontanthjælp og lignende ydelser følger indkomstudviklingen i samfundet, og
–
at det fradrag i disse ydelser, der i dag sker på grund af satspuljen, skal ophøre, ligesom projekter, der i dag finansieres af satspuljen, fremover skal finansieres over finansloven.
Efter beslutningsforslaget skal regeringen inden udgangen af 2010 fremsætte lovforslag, der sikrer, at pensioner, dagpenge til arbejdsløse og syge, førtidspension, efterløn, kontanthjælp og lignende ydelser følger indkomstudviklingen i samfundet.
Forslaget skal endvidere sikre, at det fradrag i disse ydelser, der i dag sker på grund af satspuljen, skal ophøre.
Projekter, der i dag finansieres af satspuljen, skal fremover finansieres over finansloven.
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 32 fra folketingsåret 2006-07, jf. Folketingstidende 2006-07, forhandlingerne side 3493 og tillæg A side 2431 og 2433.