Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg om behovet for en ny refusionsmodel på området for udsatte børn og unge

Fremsat den 26. marts 2010 af Mette Frederiksen (S), René Skau Björnsson (S), Özlem Sara Cekic (SF), Anne Marie Geisler Andersen (RV) og Line Barfod (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om nedsættelse af et udvalg om behovet for en ny refusionsmodel på området for udsatte børn og unge

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Mette Frederiksen (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg om behovet for en ny refusionsmodel på området for udsatte børn og unge.

(Beslutningsforslag nr. B 184).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. juni 2010 at nedsætte et udvalg, der skal kortlægge og analysere de økonomiske mekanismer og incitamenter på området for udsatte børn, unge og deres familier.

Udvalget skal udarbejde forslag til konkrete initiativer og eventuelt ny lovgivning, der kan sikre, at økonomiske hensyn i kommunerne aldrig står over hensynet til barnets tarv, hvis et barn har behov for støtte eller har brug for at blive anbragt uden for hjemmet.

I udvalgets arbejde skal bl.a. indgå en analyse af, om der er behov for en ny refusionsmodel for den sociale indsats for udsatte børn, unge og deres familier.

Udvalget skal have afsluttet sit arbejde inden 1. januar 2011.

Udsatte børn skal beskyttes af den sociale lovgivning, og det er meget vigtigt, at børn og unge får den støtte, de har behov for.

Det kan dreje sig om støtteforanstaltninger både i dagtilbud og skole og i hjemmet.

Det kan også dreje sig om en anbringelse uden for hjemmet.

Økonomi må ikke stå over barnets tarv.

Dette grundlæggende princip bag indsatsen over for udsatte børn, unge og deres familier har stor politisk og administrativt fokus.

Imidlertid er der tegn på, at økonomien i nogle tilfælde prioriteres højere end barnets tarv.

Derfor ønsker forslagsstillerne, at regeringen nedsætter et udvalg, der skal kortlægge og analysere de økonomiske mekanismer og incitamenter på området for udsatte børn, unge og deres familier.

Udvalget skal udarbejde forslag til konkrete initiativer og eventuelt ny lovgivning, der kan sikre, at økonomiske hensyn i kommunerne aldrig står over hensynet til barnets tarv, hvis et barn har behov for støtte eller har brug for at blive anbragt uden for hjemmet.

I udvalgets arbejde skal bl.a. indgå en analyse af, om der er behov for en ny refusionsmodel for den sociale indsats for udsatte børn, unge og deres familier, samt overvejelser om styringsredskaber på området.

Herunder skal udvalget overveje, om nye regler aktivt kan understøtte og skabe incitament for tidlig og forebyggende indsats.

Med tidlig indsats menes rettidig indsats i forhold til de første indikationer på problemer for barnet og således ikke (kun) barnets alder.

Udvalgets forslag skal samtidig tage højde for, at kommunerne fortsat skal have mulighed for – og incitament til – at prioritere forebyggende foranstaltninger, hvis det i højere grad end en anbringelse hjælper barnet eller den unge og dermed i højere grad opfylder formålet med indsatsen.

Forslaget indgik i forslagsstillernes oplæg til Barnets Reform, og forslagsstillerne er fortsat af den opfattelse, at en forbedret indsats for udsatte børn, unge og deres familier i højere grad skal tage højde for, at økonomi ikke skal stå over barnets tarv.

Der er som nævnt tegn på, at de økonomiske hensyn i kommunerne i nogle tilfælde prioriteres højere end barnets tarv.

Det fremgår således af Ankestyrelsens statistik, at der bliver truffet afgørelse om og effektueret færrest anbringelser i årets sidste kvartal.

(Kilde

Ankestyrelsen 2009

»Børn og unge anbragt uden for hjemmet«, årsstatistik 2008).

Den lavere anbringelsesfrekvens i årets sidste kvartal kan være udtryk for en økonomisk prioritering i kommunerne, idet en anbringelse uden for hjemmet er en relativt dyr foranstaltning.

Med anbringelsesreformen blev der sat fokus på den tidlige indsats, men tal fra Ankestyrelsen viser, at 12-17-årige stadig anbringes langt hyppigere end yngre børn.

Selv om kommunerne anbringer et stigende antal børn mellem 0 og 3 år uden for hjemmet, indikerer anbringelsesmønsteret, at der fortsat er behov for at skabe bedre betingelser for den tidlige indsats.

(Kilde

Ankestyrelsen 2009

»Børn og unge anbragt uden for hjemmet«, årsstatistik 2008).

Kommunerne kan få refunderet en andel af de udgifter, der i enkeltsager overstiger et grænsebeløb, jf. § 176 i Lov om Social Service.

De aktuelle satser i 2010 er 25 pct. refusion af udgifter, der overstiger 0,8 mio. kr., og 50 pct. refusion af udgifter, der overstiger 1,5 mio. kr.

Med kommunalreformen blev der vedtaget en aftrapning af refusionen, således at beløbsgrænserne har været stigende fra 2007 og når det permanente niveau i 2010.

Indtægterne fra den centrale refusionsordning udgør imidlertid en begrænset andel af kommunernes udgifter til udsatte børn og unge.

I 2008 modtog kommunerne 1.074 mio. kr. i refusion, hvilket svarer til 7,7 pct. af de samlede udgifter til udsatte børn og unge.

I 2009 har kommunerne budgetteret med refusionsindtægter på 450 mio. kr., svarende til kun 3,4 pct. af de samlede udgifter til udsatte børn og unge (Kilde

»Det specialiserede socialområde – redskaber til styring og prioritering«, Finansministeriet, Indenrigs- og Socialministeriet og KL, juni 2009).

Der har i de seneste år været en generel stigning i udgifterne til det specialiserede socialområde, herunder indsatsen for udsatte børn og unge.

De stigende udgifter skal dog ses i lyset af et stigende antal 0-22-årige (Kilde

»Det specialiserede socialområde – redskaber til styring og prioritering«, Finansministeriet, Indenrigs- og Socialministeriet og KL, juni 2009, side 16).

Det er således bemærkelsesværdigt, at udgiftsstigningen pr. 0-22-årig især er sket for de forebyggende foranstaltninger ifølge Finansministeriets tal, mens stigningen i udgifter til anbringelser pr. 0-22-årig har været mere afdæmpet.

Hvad angår den procentvise andel af anbragte børn og unge ud af den samlede børnegruppe mellem 0 og 17 år, er der endog tale om et mindre fald fra 2002 til 2008 ifølge indenrigs- og socialministerens svar på SOU alm. del – spm. 276, den 17. marts 2010.

Forslagsstillerne er opmærksomme på, at anbringelser og den øvrige indsats for udsatte børn og unge i dag er forbundet med betydelige omkostninger.

De samlede udgifter til anbringelser er omkring 9 mia. kr. årligt, mens de samlede udgifter til indsatsen for udsatte børn og unge (inklusive anbringelser) er omkring 14 mia. kr. årligt (Kilde

»Det specialiserede socialområde – redskaber til styring og prioritering«, Finansministeriet, Indenrigs- og Socialministeriet og KL, juni 2009).

Forslagsstillerne forestiller sig ikke, at der på længere sigt skal bruges flere penge på dette område.

Ved at understøtte en tidligere social indsats kan det måske endog betyde et lavere udgiftsniveau.

Vi ved også, at generelt god velfærd i høj grad er med til at forebygge, at børn får så store sociale problemer, at de skal have særlig hjælp, som bl.a.

Ungdomskommissionen pegede på.

Derfor mener vi også, at det efter nogle år vil føre til mindre behov for den dyre indsats, hvis vi får fjernet fattigdomsydelserne, får sikret, at alle unge får uddannelse og arbejde, og får sikret gode vilkår i sundhedspleje, dagtilbud og skoler.