Forslag til folketingsbeslutning om at indføre obligatorisk udlevering af forbrugerinformation ved køb af kæledyr hos dyrehandlere
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 15. marts 2010 af Marlene Harpsøe (DF), René Christensen (DF), Kim Christiansen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at indføre obligatorisk udlevering af forbrugerinformation ved køb af kæledyr hos dyrehandlere
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Marlene Harpsøe (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at indføre obligatorisk udlevering af forbrugerinformation ved køb af kæledyr hos dyrehandlere.
(Beslutningsforslag nr. B 150).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, der sikrer, at dyrehandlere skal udlevere forbrugerinformation til købere af kæledyr.
Forbrugerinformation
Ved ethvert køb af en genstand i en forretning medfølger en brugsanvisning om korrekt brug af den indkøbte genstand.
I forbindelse med køb af kæledyr, f.eks. kanin, hund, kat osv., gives der som udgangspunkt ingen skriftlig information om korrekt pasning og pleje af dyret, hvis ikke den pågældende dyrehandler har en frivillig informationsordning.
Flere og flere hunde og katte bliver, ifølge artiklen »Giv dit kæledyr et langt liv« i BT den 20. december 2009, overvægtige.
Britta Riis, der er direktør for Dyrenes Beskyttelse, siger i artiklen
»Det er misforstået godhed.
Hvis hunden eller katten står ude i køkkenet og kigger på os med store øjne, lader vi let vores gode hjerter løbe af med os og giver den noget, men det har dyrene slet ikke godt af.
Vi forbinder det at hygge med at spise, og det overfører vi til dyrene, men de vil meget hellere ud at gå en tur med os.«
Når dyrene får meget mad og næsten ingen motion, så risikerer de at blive overvægtige og udvikle livsstilssygdomme.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at denne udvikling kan vendes ved mere oplysning og information ved køb af kæledyr.
Lovgivningsmæssigt er der uddannelseskrav på vej til landets dyrehandlere.
Dette er første skridt på vejen til at sikre, at købere af kæledyr kan få en ordentlig vejledning ved købet.
Men det er i forslagsstillernes øjne lige så vigtigt, at køberne får en vejledning med hjem.
Derfor forestiller vi os i Dansk Folkeparti, at en køber fremover skal have en skriftlig vejledning udleveret i forbindelse med købet, som udførligt beskriver den korrekte pasning og pleje, herunder korrekt kost til dyret, motion m.v., samt oplysninger om, at dyr skal behandles ordentligt, og at det er forbundet med strafansvar at overtræde reglerne.
Forslagsstillerne forestiller sig endvidere, at dyrehandlere kan udlevere denne forbrugerinformation inden købet, således at de potentielle købere kan sætte sig ind i det ansvar, som følger med købet af et kæledyr.