Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en generel 14 dages fortrydelsesret ved almindelige køb
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 2. marts 2010 af Benny Engelbrecht (S), Ole Vagn Christensen (S), Orla Hav (S), Henrik Dam Kristensen (S) og Jens Chr. Lund (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af en generel 14 dages fortrydelsesret ved almindelige køb
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Benny Engelbrecht (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en generel 14 dages fortrydelsesret ved almindelige køb.
(Beslutningsforslag nr. B 140).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen senest den 1. december 2010 at fremsætte lovforslag, som sikrer indførelse af en generel 14 dages fortrydelsesret ved almindelige køb.
Forbrugerens rettigheder ved køb af varer er reguleret i købeloven, hvorefter forbrugeren i visse tilfælde kan kræve at hæve købet af en vare, der viser sig at være defekt.
Lov om visse forbrugeraftaler (herefter FBL) §§ 17-22 regulerer derimod grundlaget for forbrugernes fortrydelsesret.
Denne ret giver forbrugeren mulighed for at annullere et køb, en kontrakt og lign., uanset at den eneste årsag til at ophæve aftalen er, at forbrugeren har ombestemt sig.
FBL beskriver det område, fortrydelsesretten gælder for samt undtagelser herfra.
Desuden fremgår de nærmere vilkår for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, og endelig beskrives retsvirkningerne af fortrydelsesretten.
Fortrydelsesretten er imidlertid ikke gældende for enhver type køb eller aftale om en tjenesteydelse, og den gælder bl.a. ikke for almindelige køb af varer i fysiske forretninger.
Fortrydelsesretten er således forbrugerens ret til på ganske snævert definerede områder at annullere et køb eller en aftale.
En række forbrugerkontrakter er allerede tildelt fortrydelsesret efter FBL, herunder f.eks. køb af varer via internettet, men den klare hovedregel er, at forbrugeren ikke har beføjelse til at kræve et køb annulleret, blot fordi hun/han har ombestemt sig.
Ved et almindeligt køb i fysiske butikker har forbrugerne som nævnt ikke krav på at påberåbe sig nogen form for fortrydelsesret, hverken returret eller bytteret.
En handel er som udgangspunkt altid bindende for kunden, og forbrugeren kan ikke stille krav om at få pengene retur mod tilbagelevering af varen.
Ligesom forbrugeren heller ikke har krav på at få byttet en fejlfri vare i en forretning eventuelt i form af et tilgodebevis med henblik på et senere køb.
Imidlertid er det meget udbredt, at forretningerne selv vælger at give forbrugeren en fortrydelsesret inden for bestemte frister, og denne service kan variere stærkt fra butik til butik med hensyn til fristens længde og beføjelsens indhold.
Byttereglerne kan endog være forskellige med henvisning til bestemte årstider.
Således yder mange forretninger som en ekstra service i december eller ved køb af fødselsdagsgaver en ekstra lang fortrydelsesret – ikke mindst for forseglede og daterede varer.
Denne fortrydelsesret er dog som oftest sammenkædet med bestemte vilkår, således at forbrugeren er tvunget til at acceptere tilgodebeviser, erstatte købet med et køb af andre varer i butikken eller endog betale en form for erstatning til sælgeren for at få lov til at fortryde.
Vilkårene for disse typer af fortrydelsesret kan fremgå af skiltning i forretningen, en tekst på faktura, bon og lign. eller på forretningens eventuelle hjemmeside.
Virksomhederne vil normalt leve op til de løfter, de har afgivet skriftligt eller mundtligt om, at varen kan byttes eller returneres inden for en bestemt tidsfrist, men forbrugeren skal sørge for at få forretningen til at nedskrive retten på f.eks. faktura eller bon, lige som kunden skriftligt skal sikre sig, hvor lang tid bytte- eller returretten gælder.
Ved køb af varer ved fjernsalg som postordre, nethandel e.l. har kunden derimod en udtrykkelig 14 dages fortrydelsesret ifølge FBL.
Forbrugerstyrelsen modtager hvert år hen ved 40.000 henvendelser fra forbrugere, der er i tvivl om fortrydelsesretten og andre forbrugerrettigheder.
Forbrugerne er generelt meget bevidste om deres rettigheder så som reklamations- og returretten ved online-handel, mens de ifølge en Gallupundersøgelse udført for Forbrugerstyrelsen er betydeligt i tvivl om fortrydelses- og returret i fysiske forretninger.
En tredjedel mener, at forbrugeren kan bytte en vare, blot emballagen er intakt; en anden tredjedel tror, at forbrugeren har ret til enten at bytte en vare eller at få et tilgodebevis, mens kun den sidste tredjedel ved, at forretningen efter lovgivningen ikke har pligt til at tage en vare tilbage overhovedet.
Vicedirektør Mogens Hansen, Forbrugerstyrelsen, skriver i Forbrugerstyrelsens pressemeddelelse, 18. november 2008
»Forvirringen skyldes sandsynligvis, at butikker yder forskellig service på området, der ligger ud over lovgivningen, og det forvirrer forbrugerne.« Mogens Hansen opfordrer derfor butikkerne til tydeligt at oplyse forbrugerne om den praksis, de enkelte butikker anvender.
Der må således siges at være skabt en betydelig forventning blandt forbrugerne om, at der eksisterer én eller anden form for generel fortrydelses- eller bytteret, selv om lovgivningen ikke yder denne ret.
Derfor foreslås det at indføre en generel 14 dages fortrydelsesret på de fleste almindelige varekøb, således at forbrugerne får en frist på 14 dage til at kræve pengene tilbage for en vare i lighed med det system, der kendes fra fjernsalg på nettet og ved postordre.
14-dagesretten vil dog være underkastet visse indskrænkninger, ganske som det er bestemt i FBL om fjernsalg.
Typisk vil undtagelserne fra fortrydelsesretten gælde f.eks. fødevarer, letfordærvelige varer, varer i brudt emballage, unika m.v.
De eksisterende regler for fjernsalgsaftaler skal anvendes som model for fortrydelsesretten i almindelige butikker, jf. FBL § 20 og § 9, stk. 2, jf. § 17, stk. 2, nr. 1.
Da det må antages, at et stort flertal af de danske forbrugere fortsat tror, at der gælder en art generel fortrydelses- eller returret i butikkerne, og selv om mange virksomheder informerer deres kunder tilfredsstillende om muligheden for ombytning og returnering, vil denne forventning bedst kunne imødekommes ved at indføre den samme 14 dages fortrydelsesret i forbindelse med alle forbrugerkøb.
Forslagsstillerne er opmærksomme på Dansk Erhvervs argumenter imod et forslag fra Forbrugerrådet, som svarer til dette beslutningsforslag.
Forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv Lone Rasmussen udtaler i en nyhed den 2. januar 2010 på
www.danskerhverv.dk
»Det skal fortsat være forretningernes afgørelse, om de som en service til deres kunder vil give mulighed for at bytte eller returnere købte varer og på hvilke betingelser.
Ellers ved forretningerne jo ikke, hvad de egentlig har på lager og hvilken likviditet, de har.
Ikke mindst for små forretninger kan det være meget problematisk«.
Hun forudser desuden vanskeligheder i forbindelse med returret på nedsatte udsalgsvarer.
Det er forslagsstillernes mening, at virksomhederne allerede med de nugældende regler har indkalkuleret de nævnte usikkerheder i deres overslag.
En undtagelse for udsalgsvarer vil indskrænke forbrugernes rettigheder, og det må forventes, at effekten af fortrydelsesret på udsalgsvarer vil være begrænset.
Forslagsstillerne mener, at der kun vil være en svag stigning i antallet af tilfælde, hvor forbrugerne vil udnytte en generel fortrydelsesret i forhold til i dag.
Til gengæld vil forbrugerne og erhvervene få klare og ensartede regler at forholde sig til, og med udbredelsen af fjernsalgsaftaler over nettet vil forbrugerne allerede have indsigt i den gældende fortrydelsesret og dens betingelser.