Forslag til folketingsbeslutning om forhøjelse af forsørgertabserstatning til børn m.v.
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 23. februar 2010 af Karen Hækkerup (S), Maja Panduro (S), Lise von Seelen (S) og Julie Skovsby (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om forhøjelse af forsørgertabserstatning til børn m.v.
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Karen Hækkerup (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om forhøjelse af forsørgertabserstatning til børn m.v.
(Beslutningsforslag nr. B 136).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af kalenderåret 2010 at fremsætte lovforslag, der sikrer, at erstatninger til børn, der mister en forsørger, forhøjes og sidestilles med erstatninger til ægtefæller og samlevere.
Samtidig pålægges regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal undersøge, om erstatningen til efterladte ved dødsfald generelt bør sættes op.
Den, der er ansvarlig for en andens død, er forpligtet til at betale erstatning til den, som har mistet en forsørger.
Et barn, der mister en forælder, har således krav på forsørgertabserstatning ifølge erstatningsansvarsloven.
I dag er reglerne således, at et barn, der mister en forsørger, typisk får en væsentlig mindre erstatning end en ægtefælle/samlever, der mister en forsørger.
Det er forslagsstillernes ønske, at disse erstatninger forhøjes, således at de i højere grad bidrager til at sikre børnene økonomisk.
Det er først og fremmest et stort tab følelsesmæssigt for et barn at miste en eller begge forældre.
Dernæst er det også et stort økonomisk tab for børnene at have mistet en forsørger.
De økonomiske ressourcer og muligheden for økonomisk hjælp til barnet gennem resten af opvæksten bliver markant mindre, hvis barnet kun har en eller slet ingen forsørger tilbage.
Det bliver langt sværere for disse børn at opnå den samme økonomiske hjælp og bistand som andre jævnaldrende til at tage et kørekort, at gennemføre en uddannelse eller at etablere sig.
Det er forslagsstillernes ønske at sikre, at disse børn ikke − ud over at skulle håndtere en følelsesmæssig vanskelig situation − også skal sættes i en økonomisk vanskelig situation.
Børns erstatning efter erstatningsansvarslovens regler ved tab af forsørger er væsentlig lavere end en ægtefælles eller samlevers erstatning ved tab af forsørger efter samme lov.
Dette skyldes, at udgangspunktet for beregningen af erstatningen er forskellig, og at reguleringen er forskellig.
Forslagsstiller ønsker at sidestille børns ret til erstatning ved tab af forsørger med ægtefælles eller samlevers ret.
Dette er ud fra argumentet om, at disse børn resten af livet vil have sværere økonomiske vilkår og mindre mulighed for økonomisk bistand fra forældrene, end hvis de ikke havde mistet en forsørger.
Forslagsstillerne foreslår således, at erstatninger til børn, der mister en forsørger, forhøjes og sidestilles med forsørgertabserstatninger til ægtefæller og samlevere og fremover beregnes på samme vis.
Endvidere foreslås indført et minimumsbeløb for erstatningen på lige fod med de gældende regler for erstatninger til ægtefæller og samlevere og samtidig, at der bibeholdes en forhøjelse af erstatningsbeløbet på 100 pct., hvis afdøde var eneforsørger, jf. de nuværende regler om forsørger-tabserstatning til børn.
Gældende ret – beregning af forsørgertabserstatning til børn
Erstatning til et barn for tab af forsørger fastsættes til et beløb, der svarer til summen af de bidrag − typisk normalbidraget − som den døde forælder på skadestidspunktet kunne være blevet pålagt at betale, hvis afdøde havde været bidragspligtig, jf. erstatningsansvarsloven § 14.
Normalbidraget udgjorde i 2009 13.536 kr.
Dette indebærer, at et barn, der mistede en forsøger i 2009, typisk ville blive tilkendt en erstatning på 135.360 kr., hvis den afdøde kunne være blevet pålagt bidragspligt i 10 år.
Var afdøde eneforsørger, forhøjedes erstatningen med 100 pct.
Da fastsættelsen af erstatningen sker med udgangspunkt i skadestidspunktet reguleres erstatningsbeløbet ikke løbende.
Gældende ret – beregning af forsørgertabserstatning til ægtefælle/samlever
Erstatning for tab af forsøger til ægtefælle/samlever fastsættes til et beløb, der udgør 30 pct. af den erstatning, som afdøde antages at ville have opnået ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen, jf. erstatningsansvarsloven § 13.
Erstatning for tab af erhvervsevnetab fastsættes til skadelidtes årsløn ganget med erhvervsevnetabsprocenten ganget med 10.
Var den dræbtes årsløn f.eks. 300.000 kr., udgør erstatningen for tab af forsørger 900.000 kr. til ægtefællen/samleveren.
Desuden er der fastsat et minimumsbeløb for erstatning for tab af forsørger til ægtefællen/samleveren.
Dette minimumsbeløb bliver reguleret hvert år med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår og udgør for 2009 og 2010 henholdsvis 812.000 kr. og 844.500 kr.
Nedsættelse af arbejdsgruppe
Det foreslås endvidere, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal undersøge behovet for, at erstatninger ved dødsfald generelt bør sættes op, herunder gennemgå reglerne for beregning af erstatning ved dødsfald inden for forskellige dele af lovgivningen med henblik på en vurdering af erstatningsniveauerne.