Legislator Case Law & Legislation
20091BB00040 DK

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod brændemærkning af heste

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2009 40 Valid

Fremsat den 3. november 2009 af Marlene Harpsøe (DF), René Christensen (DF), Kim Christiansen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Dennis Flydtkjær (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbud mod brændemærkning af heste

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Marlene Harpsøe (DF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod brændemærkning af heste.

(Beslutningsforslag nr. B 40).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2009 40 Valid

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende kalenderår at fremsætte lovforslag om forbud mod brændemærkning af heste.

BSF B#LOKDOK41 2009 40 Valid

Formålet med forslaget er at sikre, at brændemærkning af heste bliver ulovligt.

Ifølge eksperter påføres heste en betydelig smerte i forbindelse med denne form for identifikationsordning, som formentlig heller ikke er den sikreste, når heste skal identificeres.

Undersøgelser viser, at chipmærkning både er en sikrere metode til identifikation og langt mere skånsom end brændemærkning.

En undersøgelse har for nylig påvist, at det gør ondt, når heste bliver brændemærket.

Et speciale fra Det Biovidenskabelige Fakultet ved KU påviser, at brændemærkning volder betydelig mere smerte end andre identifikationsordninger, jf. artiklen »Brændemærkning gør ondt«,

www.dyrenes-beskyttelse.dk

.

Det er ikke kun selve brændemærkningen, der gør ondt.

Når såret heler, gør det også ondt på hesten.

Desuden er der risiko for, at der kan opstå infektion i såret.

Brændemærkning af heste er i øvrigt også forbudt i EU-landene, men Danmark har fået en undtagelse, så det stadig er tilladt her i landet.

Det kan derfor undre, hvorfor nogle hesteavlere stadig benytter brændemærkning, når chipmærkning både er langt mindre smertefuld samt en sikrere identifikationsmetode.

I TV-AVISEN på DR1 den 1. august 2009 fremgik det, at nogle avlsforbund hovedsagelig benytter brændemærkningen som et salgslogo, og at man ønsker at blive ved med det, jf. artiklen »Brændemærkning af heste er en helt formålsløs smertepåvirkning, mener Dyrenes Beskyttelse«,

www.dyrenes-beskyttelse.dk

.

Dyrenes Beskyttelse har i lang tid arbejdet for et forbud mod brændemærkning.

Det fremgår af dyreværnsloven, at man ikke må påføre dyr unødvendig smerte.

Dyrenes Beskyttelse argumenterer netop med, at der ved brændemærkningen er tale om unødvendig smerte, idet der findes et bedre og mindre smertefuldt alternativ.

Folketinget har tidligere behandlet forslag om brændemærkning af dyr.

I folketingssamlingen 2008-09 fremsatte forslagsstillerne således beslutningsforslag nr. B 181 om skærpede krav til dyrevelfærd.

Forslaget indeholdt en lang række initiativer, der skulle sikre en bedre dyrevelfærd, herunder et forbud mod brændemærkning af dyr.

Beslutningsforslaget blev dog ikke vedtaget, men det har med sikkerhed været med til at skabe debat om nødvendigheden af bedre dyrevelfærd.

Således har Venstres dyrevelfærdsordfører, MF Flemming Møller, skrevet følgende i et læserbrev

»Brændemærkning bør ikke længere være en officiel mærkningsmetode.

Den vil næppe være lovlig i henhold til dyreværnsloven, da loven understreger, at man ikke må udsætte dyr for unødig smerte.

Hvis metoden skal opretholdes, kræver det, at hesten holdes smertefri, indtil brandsåret er helet op.

Chipmærkning af heste er klart at foretrække, da smerterne ved denne metode er begrænsede, og samtidig er aflæsningssikkerheden ikke noget problem.

Smerterne ved chipmærkning svarer til en almindelig injektion med en kraftig kanyle«, jf. Sjællandske 5. august 2009 artiklen »Heste bør ikke brændemærkes«.

Forslagsstillerne er helt enige i Dyrenes Beskyttelses samt MF’er Flemming Møllers betragtninger vedrørende brændemærkning af heste.

Det er forslagsstillernes håb, at indeværende forslag opnår støtte af et flertal i Folketinget, således at det fremover bliver forbudt at brændemærke heste, sådan som det også er tilfældet i resten af EU.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →