Legislator Case Law & Legislation
20091BB00028 DK

Forslag til folketingsbeslutning om folketingsbehandling af udleveringsoverenskomster med stater uden for Den Europæiske Union og Norden

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2009 28 Valid

Fremsat den 23. oktober 2009 af Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om folketingsbehandling af udleveringsoverenskomster med stater uden for Den Europæiske Union og Norden

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Line Barfod (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om folketingsbehandling af udleveringsoverenskomster med stater uden for Den Europæiske Union og Norden.

(Beslutningsforslag nr. B 28).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2009 28 Valid

Folketinget opfordrer regeringen til at tage initiativ til at ændre proceduren for indgåelse af overenskomster om udlevering af danske statsborgere og udlændinge til strafforfølgning med stater uden for Den Europæiske Union og Norden således, at overenskomsterne fremover skal godkendes af Folketinget for at sikre en retfærdige rettergang, der kan sidestilles med de retsgarantier, der er i det danske anklagesystem og ved de danske domstole.

BSF B#LOKDOK41 2009 28 Valid

Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af B 15 fra 2007-08 2. samling, jf. Folketingstidende tillæg A side 1048 og 1046 og Folketingets Forhandlinger side 1010.

I dag giver lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005, mulighed for, at justitsministeren på grundlag af en udleveringsoverenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union og Norden kan fastsætte, at en dansk statsborger kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat efter nærmere betingelser i loven.

For så vidt angår de lande, som Danmark ikke har overenskomst med, kan justitsministeren beslutte at udlevere en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis de betingelser, som også gælder ved overenskomstlande, er opfyldt, og særlige hensyn til retshåndhævelsen i øvrigt taler for det.

Udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for Den Europæiske Union og Norden kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år.

Hvis handlingen efter dansk ret kan medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.

Regeringen kan i dag indgå udleveringsoverenskomster uden ændring af udleveringsloven. Det er imidlertid forudsat, at Justitsministeriet orienterer Folketingets Retsudvalg, inden Danmark indgår en aftale med et land uden for Den Europæiske Union og Norden om gensidig udlevering af egne statsborgere til strafforfølgning.

Det følger af udleveringsloven, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod den pågældendes liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Udlevering må heller ikke ske, hvis der er fare for, at den pågældende vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Det er endvidere bl.a. et vilkår for udlevering, at dødsstraf ikke må fuldbyrdes for den pågældende handling.

Under 1. behandling af B 15 i folketingsåret 2007-08 2. samling udtalte den daværende justitsminister, at udlevering endvidere er betinget, »at … der må heller ikke sker udlevering, hvis det må lægges til grund, at den pågældende risikerer at blive udsat for en åbenbar tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang.«

Bl.a. på baggrund af den risiko og usikkerhed, som justitsministerens udtalelser giver anledning til, herunder om der sikres den udleverede en retssikkerhed på samme niveau som den danske retssikkerhed, og om kravene til en retfærdige rettergang efter dansk målestok er opfyldt ved udleveringsaftalen, mener forslagsstillerne, at det er afgørende, at Folketinget får mulighed for at behandle udleveringsoverenskomster på samme måde, som når Folketinget godkender indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Ved lov nr. 945 af 23. november 1994 sikrede man Folketingets kontrol med indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster, idet man henviste til, at alle generelle skatteregler bliver vedtaget af Folketinget, hvorfor også generelle undtagelser fra disse regler i form af dobbeltbeskatningsoverenskomster burde godkendes af Folketinget.

Ligesom de generelle regler for udlevering af danske statsborgere og udlændinge vedtages af Folketinget, bør også indgåelse af udleveringsoverenskomster med stater uden for Den Europæiske Union og Norden godkendes af Folketinget.

Forslagsstillerne mener, at Folketinget fremover skal godkende, om et land opfylder de grundlæggende krav, der må stilles, hvis Danmark skal indgå en udleveringsoverenskomst med det pågældende land, herunder blandt meget andet en mere præcis sikring af muligheden for en retfærdig rettergang.

Det betyder efter forslagsstillernes opfattelse f.eks., at det skal sikres, at danske statsborgere, der udleveres til retsforfølgning i andre lande, sikres advokat og tolk af den danske stat om nødvendigt og ordentlige fængselsforhold, herunder at danske statsborgere først udleveres ved retssagens start, så det forhindres, at danske statsborgere eventuelt skal sidde i udenlandske fængsler i længere perioder og vente på, at sagen kommer for retten, og endelig ingen anvendelse af tortur eller dødsstraf.

Derudover mener forslagsstillerne også, det er relevant, at Folketinget i den forbindelse kan diskutere, om aftalen skal gå ud på, at Danmark skal eller kan udlevere under hensyntagen til den konkrete sags beskaffenhed, herunder spørgsmålet om, hvor gammel sagen er, og hvor alvorlig sagen er, og i den forbindelse, om der er tale om en enlig forsøger til mindreårige børn m.v.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →