Forslag til folketingsbeslutning om støtte til eliteidrætsudøvere
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 22. oktober 2009 af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt‑Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om støtte til eliteidrætsudøvere
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Per Clausen (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om støtte til eliteidrætsudøvere.
(Beslutningsforslag nr. B 24).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at oprette en særlig støtteordning for eliteidrætsudøvere, hvis muligheder for at få sponsorindtægter og andre indtægter er relativt begrænset (svømning, brydning, roning, sejlsport m.v.) Ordningen administreres af Team Danmark, og der afsættes 25 mio. kr. til dette formål.
Det forventes, at ordningen kan benyttes af ca. 150 idrætsudøvere.
Eliteidrætsudøvere bruger ofte mere tid på deres idræt, end andre bruger på et almindeligt arbejde.
Alligevel må de fleste af disse idrætsudøvere have arbejde ved siden af idrætskarrieren.
Det er kun meget få af de kandidater, der får støtte fra Team Danmark, der kan leve af deres sport.
Derfor tvinges de til at tjene penge ved siden af eller låne penge af familie og venner.
Ifølge Team Danmarks undersøgelse »Danske eliteatleters vilkår − Økonomisk, sportsligt og socialt« fra august 2009 tjener 60 pct. af atleterne mindre end 150.000 kr. om året (før skat). 45 pct. af atleterne har mindre end 2000 kr. at leve for, når de faste udgifter er betalt. 26 pct. af atleterne er nødsaget til at tage lån, og 49 pct. får økonomisk hjælp fra deres forældre.
Dette er ikke mindst et problem i en række idrætsgrene, hvor der reelt ikke er mulighed for sponsorindtægter af betydning.
Konsekvensen er, at eliteidrætsudøvere har meget svært ved at få råd til etablere sig med hjem og familie, og hvis de gør det, lever de et liv med store økonomiske problemer eller alt for meget andet arbejde.
Begge dele ødelægger muligheden for at kunne koncentrere sig om træningen og forberedelsen til de store konkurrencer.
En stor gruppe af atleterne er så hårdt presset økonomisk, at de slutter, før de har kulmineret resultatmæssigt, og før de i virkeligheden har lyst til det.
Dygtige talenter med internationalt potentiale vælger at prioritere arbejde og uddannelse frem for deres sportskarriere.
Det er dårligt for eliteidrætsudøverne og for Danmark, der går glip af gode resultater og de oplevelser, dette giver befolkningen.
Atleternes træningsuge på 25-30 timer kombineret med over 100 rejsedage om året gør det umuligt for topatleter at forbedre deres økonomi med et bijob, uden at det går ud over deres sportslige udvikling.
Rambølls »Komparativ analyse af eliteidrætsindsatsen i udvalgte lande«, udarbejdet for Kulturministeriet i september 2009, peger også på, at der er behov for individuelle støtteordninger, som kan skabe grundlag for, at atleternes privatøkonomiske forhold er tilfredsstillende, så fokus kan rettes mod fortsat at skabe sportsresultater i verdensklasse.
Forslagsstillerne mener, at det burde være lige så naturligt at støtte disse eliteidrætsudøvere, som det er at støtte kunstnere, der har de samme problemer med at kombinere deres aktivitet som kunstnere med muligheden for at tjene penge som en lang række eliteidrætsudøvere.
Team Danmark har inden for den nuværende økonomiske ramme for Team Danmarks arbejde ikke nogen mulighed for at finansiere en sådan ordning, særlig ikke set i lyset af at Team Danmarks økonomi er blevet forringet med over 20 mio. kr.
Derfor må pengene til ordningen findes uden for Team Danmarks økonomi.