Forslag til folketingsbeslutning om, at almene boligselskaber skal have ret til at opkøbe private ejendomme
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 20. oktober 2009 af Frank Aaen (EL), Line Barfod (EL), Per Clausen (EL) og Johanne Schmidt‑Nielsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at almene boligselskaber skal have ret til at opkøbe private ejendomme
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Frank Aaen (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om, at almene boligselskaber skal have ret til at opkøbe private ejendomme.
(Beslutningsforslag nr. B 12).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der gør det muligt, at almene boligselskaber fremover kan købe private ejendomme med henblik på udlejning.
Der er et stort behov for lejeboliger, der har en husleje, som er mulig at betale for politibetjente, pædagoger, skolelærere og mange andre med almindelige lønindtægter.
Det er vigtigt, at disse grupper ikke er nødt til at bosætte sig langt fra deres arbejdsplads og have lang transport til skade for både deres familieliv og klimaet, men at de i stedet kan vælge at bo der, hvor de har lyst til at bo.
Flere lejeboliger kan også være medvirkende til at sikre arbejdskraftens fri bevægelighed.
Det ser ud til, at kommunerne langt fra når det opstillede mål om opførelse af flere almene boliger, som var forventningen ved seneste ændring af bidragene til grundkapital.
Samtidig er der mange tomme nyopførte boliger samt udlejningsejendomme, der under den økonomiske krise kommer til salg.
For at undgå tomme boliger og give almene boligforeninger bedre muligheder for at have et varieret udbud af boliger foreslår Enhedslisten, at lovgivningen ændres, så almene boligforeninger kan opkøbe private ejendomme med henblik på udlejning.
Opkøbsmulighederne skal være så vidtgående, at det ikke kun gælder udlejningsbyggerier, men også enfamiliehuse.
Dette skal give mulighed for, at boligforeninger kan opkøbe huse i parcelhusområder, og dermed sikre et mere varieret udbud af ældreegnede boliger.