Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af kommunale udsatteråd
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 7. oktober 2009 af Mette Frederiksen (S), Yildiz Akdogan (S), René Skau Björnsson (S), Anne Baastrup (SF), Özlem Sara Cekic (SF), Anne Marie Geisler Andersen (RV), Marianne Jelved (RV), Margrethe Vestager (RV), Line Barfod (EL) og Per Clausen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om oprettelse af kommunale udsatteråd
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Mette Frederiksen (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af kommunale udsatteråd.
(Beslutningsforslag nr. B 1).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen inden den 1. januar 2010 at fremsætte lovforslag, der indebærer, at alle udsatte borgere får mulighed for aktivt at deltage i det lokale demokrati via oprettelsen af kommunale udsatteråd.
Forslagsstillerne ønsker at opprioritere indsatsen i forhold til de udsatte grupper i Danmark og mener, at der er behov for, at regeringen fremsætter lovforslag, der indebærer, at alle landets kommuner forpligtes til at oprette lokale udsatteråd.
Mindre kommuner kan eventuelt gå sammen i tværkommunale fællesskaber om at oprette fælles kommunale udsatteråd.
De kommunale udsatteråd skal medvirke til at synliggøre og opprioritere det fælles ansvar for de udsatte grupper og skal fungere som de udsatte gruppers talerør på det lokale niveau.
De skal varetage de udsattes interesser i forhold til de kommunale indsatser på området og vil bl.a. kunne medvirke til at forebygge yderligere marginalisering og social udstødelse af de mest udsatte borgere.
Alt for mange danskere kan desværre betegnes som udsatte borgere.
Mange misbrugere og sindslidende overlades til sig selv og er henvist til gader og stræder.
Desværre har det indtil nu være umuligt at overbevise det nuværende politiske flertal om nødvendigheden af, at der etableres fixerum og sikres en reel behandlingsgaranti.
Flere kvinder lever i prostitution, og kvindehandel er et alvorligt voksende problem.
Samtidig er det ikke lykkedes at få bekæmpet hjemløsheden i Danmark.
Forslagsstillerne ønsker at bekæmpe den stigende ulighed og modarbejde eksklusion af udsatte grupper.
Det kræver bl.a., at mennesker, der lever i en udsat livssituation, får medbestemmelse og inkluderes direkte i de politiske beslutninger.
I stedet for blot at se udsatte mennesker som borgere med massive problemer, er det nødvendigt at understøtte ligeværdighed – og det kræver medbestemmelse.
De kommunale udsatteråd og eventuelle udsattepolitikker skal dække hele gruppen af socialt udsatte i bred forstand, dvs. alkohol- og stofmisbrugere, hjemløse, sindslidende, prostituerede og voldsramte m.fl.
Rådene skal repræsentere de udsatte borgere på kommunalt plan i lighed med de kommunale ældreråd og handicapråd, der repræsenterer henholdsvis de ældre og de handicappede borgere i kommunerne.
Siden 1996 har det været obligatorisk at oprette ældreråd i kommunerne, og med kommunalreformen i 2007 blev det også obligatorisk for kommunerne at oprette handicapråd.
Et af forslagene i Rådet for Socialt Udsattes Årsrapport 2009 er, at alle landets kommuner selv eller i tværkommunale fællesskaber forpligtes lovmæssigt til at oprette lokale udsatteråd samt at vedtage en lokal udsattepolitik, dvs. en samlet politik for hele målgruppen af socialt udsatte.
Nogle kommuner har allerede oprettet udsatteråd og formuleret en udsattepolitik eller har til hensigt at gøre det.
Ifølge en undersøgelse, Rådet for Socialt Udsatte foretog i maj 2009, var der 17 kommuner, der havde oprettet eller havde planer om at oprette et udsatteråd, og 27 kommuner havde vedtaget eller havde planer om at vedtage en samlet udsattepolitik.
Udsatterådene kan både være de udsattes lokale talerør og samarbejdspartner og kritiker i forhold til kommunens indsats på udsatteområdet.
Rådet kan sammensættes på forskellig vis, men det er selvsagt nødvendigt, at mennesker, der selv er udsatte, får adgang til direkte deltagelse.