Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om sommerhuse og campering m.v. og lov om planlægning\n(Regler for campinghytter)
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 18. november 2009
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om sommerhuse og campering m.v. og lov om planlægning
(Regler for campinghytter)
[af miljøministeren (Troels Lund Poulsen)]
1.
Ændringsforslag
Der er stillet 5 ændringsforslag til lovforslaget.
Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1, 4 og 5.
Miljøministeren har stillet ændringsforslag nr. 2 og 3.
2.
Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 8. oktober 2009 og var til 1. behandling den 22. oktober 2009.
Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljøministeren sendte den 2. juni 2009 dette udkast til udvalget, jf. Folketingsåret 2008-09, alm. del – bilag 611.
Den 12. oktober 2009 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3.
Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af miljøministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (S, SF, EL og IA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Såfremt de af mindretallet stillede ændringsforslag nr. 1, 4 og 5 ikke vedtages ved 2. behandling, vil mindretallet stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling.
For Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget forekommer det både desperat og foruroligende, at regeringen foreslår at bøje den effektive beskyttelse af de kystnære områder i Danmark ud fra en noget tyndbenet argumentation om, at danske campingpladser mener, de har behov for at opføre sommerhuslignende campinghytter, fordi sådanne campinghytter tilbydes i vore nabolande.
Mindretallet vælger at støtte hensynene til naturen og til de mennesker, der netop søger til de danske kyster, udlændinge såvel som danskere, for at opleve relativt uspoleret natur og en billig ferieboligform.
Regeringen har allerede tidligere svækket kystbeskyttelsen ved at tillade opførelse af et stort antal nye sommerhuse i kystnærhedszonen imod mindretallets ønsker.
Mindretallet medvirker heller ikke til denne nye svækkelse af beskyttelsen af de kystnære miljøer.
Et andet mindretal i udvalget (RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Selv om ændringsforslag nr. 1, 4 og 5 ikke vedtages ved 2. behandling, vil mindretallet stemme for lovforslaget ved 3. behandling.
Det Radikale Venstre anser ikke veldefineret placerede campinghytter for et væsentlig naturmæssigt problem.
Desuden er det mindretallets opfattelse, at der samlet set sker en forbedring, ved at planloven ændres, så der altid skal gennemføres en bredere samlet planlægningsmæssig vurdering, og at der via planlovens krav til offentliggørelse af landzonetilladelser sikres offentligheden indsigt i tilladelser med deraf følgende mulighed for at påklage afgørelser i ankesystemet.
Liberal Alliance, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4.
Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Bemærkninger
Peter Juel Jensen
V
nfmd.
Eyvind Vesselbo
V
Erling Bonnesen
V
Birgitte Josefsen
V
Hans Christian Thoning
V
Jørn Dohrmann
DF
Liselott Blixt
DF
Per Ørum Jørgensen
KF
Helle Sjelle
KF
Torben Hansen
S
Mette Gjerskov
S
Flemming Møller Mortensen
S
Ida Auken
SF
Steen Gade
SF
fmd.
Johs. Poulsen
RV
Per Clausen
EL
Juliane Henningsen
IA
Liberal Alliance, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Til titlen
Af et mindretal (S, SF og EL), tiltrådt af et mindretal (RV og IA)
1)
I titlen ændres »og lov om planlægning« til: », lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse«.
[Ændring af lovforslagets titel som følge af ændringsforslag nr. 5]
Til § 1
Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget
2)
I det under nr. 2 foreslåede § 4, stk. 1, indsættes efter »beboelsesenhed«: », som anvendes«.
[Sproglig præcisering]
Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget
3)
Det under nr. 2 foreslåede § 4, stk. 2, 4. pkt., affattes således
Ejere og brugere af fast ejendom, jf. § 1, må højst stille campinghytter til rådighed for samme campist i 4 uger årligt og må ikke tage imod bestilling mere end 1 år forud.
[Præcisering af, hvem der kan strafforfølges]
Af et mindretal (S, SF og EL), tiltrådt af et mindretal (RV og IA)
4)
I den under nr. 2 foreslåede § 4 indsættes som nyt stykke
Stk. 3.
Nye campinghytter må ikke være større end 25 m 2 og ikke højere end 4 m.
[Højde- og størrelsesgrænse på nye campinghytter]
Ny paragraf
Af et mindretal (S, SF og EL), tiltrådt af et mindretal (RV og IA)
5)
Efter § 2 indsættes som ny paragraf
§ 01
I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 933 af 24. september 2009, foretages følgende ændring
1.
I § 65 indsættes som stk. 8
Stk. 8.
Ved afgørelser efter stk. 1 kan miljøministeren ikke gøre undtagelse fra bestemmelserne i § 8, stk. 1, og § 15, stk. 1, til opførelse af nye campinghytter på campingpladser.
[Forbud mod at meddele tilladelse til at opføre campinghytter inden for naturbeskyttelseslovens klitfrednings- og strandbeskyttelseslinje]
Til nr. 1
Ændring af lovens titel er en konsekvens af ændringsforslag nr. 5.
Til nr. 2
Ændringsforslaget er alene af redaktionel karakter.
Til nr. 3
Ændringsforslaget sikrer, at det kun er campingpladsejeren og/eller brugeren (forpagteren), der kan strafforfølges for at stille campinghytter til rådighed for samme campist i mere end 4 uger årligt og for at modtage forudbestilling mere end 1 år forud.
Til nr. 4
Ændringsforslaget fastsætter en begrænsning for størrelsen og højden af campinghytter, der opføres uden for naturbeskyttelseslovens klitfrednings- og strandbeskyttelseslinje, dvs. uden for 300-meters-beskyttelseszonen.
Forslaget svarer i vidt omfang til de gældende regler om campinghytters størrelse, som er fastsat i bekendtgørelse nr. 273 af 21. marts 2007 (»campingreglementet«).
Miljøministeren fastsætter nærmere regler om ombygning eller genopførelse, eksempelvis efter brand, af eksisterende campinghytter.
Til nr. 5
Ændringsforslaget indebærer en ændring af naturbeskyttelseslovens bestemmelse om dispensation fra forbuddene i § 8 og § 15 mod tilstandsændringer inden for klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen.
Miljøministeriet kan herefter ikke meddele dispensation til opførelse af nye campinghytter på disse arealer.
Ved ændringen af naturbeskyttelsesloven i 1994 blev nye arealer omfattet af den nye 300-meters-klitfrednings- og -strandbeskyttelseslinje.
For bl.a. eksisterende ferie- og fritidsbyggeri og andre erhverv fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget, at den forudsatte restriktive administration af beskyttelseslinjen ikke skal være til hinder for, at der kan meddeles dispensation til de berørte virksomheders, herunder campingpladsers, behov for i arealmæssigt begrænset omfang at kunne tilpasse sig udviklingen (L 191, Beskyttelse af kystområderne, FT 1993-94).
Med ændringsforslaget bortfalder denne mulighed, for så vidt angår opførelse af nye campinghytter på campingpladser inden for klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen.
Ændringsforslaget er ikke til hinder for, at miljøministeren kan tillade, at eksisterende campinghytter kan genopføres f.eks. efter brand, og at eksisterende campinghytter ombygges, men ikke udvides, hvis der er behov for dette.
Såfremt ændringsforslaget vedtages ved 2. behandling, vil forslagsstillerne stille de nødvendige konsekvensændringsforslag til 3. behandling.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
25
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
Enhedslisten (EL)
9
4
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
1
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 33
Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra miljøministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Ændringsforslag fra miljøministeren
4
1. udkast til betænkning
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 33
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om teknisk bistand til ændringsforslag om hytter inden for og uden for strandbeskyttelseslinjen, til miljøministeren, og ministerens svar herpå