Skriftlig fremsættelse (31. marts 2009) - L 180
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (31. marts 2009)
Økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændringaf lov om en rejsegarantifond og lov om finansiel virksomhed (Udvidelse af dækningen efter rejsegarantiordningen m.v.)
(Lovforslag nr. L 180).
Formålet med lovforslaget er at udvide forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med køb af ferierejser.
Siden 1979 har pakkerejser været konkursdækket af Rejsegarantifonden.
Rejsesektoren har gennemgået væsentlige ændringer siden 1979, og forbrugernes rejsemønstre har ændret sig.
Det bliver obligatorisk for udbydere af flytransport og billeje i udlandet at tilbyde kunder dækning af Rejsegarantifonden.
Det bliver frivilligt, om kunder mod betaling af et bidrag tilvælger dækningen.
Den nuværende Rejsegarantifond udvides således til at dække flytransport og billeje i udlandet.
Udvidelsen af Rejsegarantifonden skal afspejles i størrelsen på fonden.
Den nuværende fond skal have en formue på ca. 50 mio. kr.
Udvidelsen til at dække pakkerejser, flytransport og billeje i udlandet vurderes at medføre, at fondens formue til at starte med skal være på samlet 200 mio. kr.
Fondens formue opbygges i dag gennem bidrag fra pakkerejsearrangører på 20 kr. pr. kunde.
Det er Rejsegarantifondens bestyrelse, der fastsætter bidragets størrelse for dækning af flytransport og billeje i udlandet.
Udgangspunktet bør være, at bidraget for dækning af flytransport og billeje i udlandet fastsættes på samme niveau som bidraget for pakkerejser, dvs. 20 kr.
Såfremt der viser sig at være behov herfor, kan fondens bestyrelse med godkendelse af økonomi- og erhvervsministeren fastsætte et justeret mål for fondens formue eller bidragets størrelse.
Udbydere af flytransport og billeje i udlandet skal stille garanti samt betale administrationsbidrag til fonden.
Ordningen skal evalueres efter 2 år.
I henhold til den gældende lov kan økonomi- og erhvervsministeren, såfremt der ikke er penge nok i fonden, med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg stille garanti for lån optaget af fonden.
Denne bestemmelse videreføres.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg hermed anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.