Skriftlig fremsættelse (11. marts 2009) - L 162
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (11. marts 2009)
Justitsministeren (Brian Mikkelsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af dyreværnsloven og forskellige andre love (Forbud mod udstilling af ørekuperede hunde, forbud mod reklame for og salg af visse genstande, hold og fremvisning af dyr i cirkus, påbudsordning, betaling for opfølgende besætningskontrol og tematiserede kontroller m.v.)
(Lovforslag nr. L 162).
Lovforslaget har til formål at gennemføre de ændringer af dyreværnsloven, som er nødvendige for at gennemføre dele af det forlig om veterinærområdet, der blev indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre den 22. august 2008.
Lovforslaget indebærer således, at teknikere ansat i eller under Fødevareministeriet kan bemyndiges til at udføre velfærdskontroller.
Lovforslaget indebærer endvidere, at der som led i velfærdskontrollen kan medtages dokumenter mv. og udtages prøver fra dyr.
Herudover indføres en bestemmelse om, at tilsynsmyndighederne kan meddele påbud om, at der skal træffes de foranstaltninger, som findes nødvendige for at overholde dyreværnslovgivningen.
En tilsvarende påbudsordning indføres i de tre love om hold af svin.
Herudover bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om, at den ansvarlige for et dyrehold kan pålægges at modtage rådgivning samt at udarbejde og gennemføre handlingsplaner for at rette op på dyrevelfærdsmæssige problemer.
Med lovforslaget indføres endvidere et gebyr for såkaldte opfølgende besøg, ligesom ejere af besætninger med mindst 10 landbrugsdyr eller heste pålægges at betale et årligt beløb til dækning af udgifterne til dyrevelfærdsrejseholdets tematiserede kontroller.
Lovforslaget har endvidere til formål at gennemføre anbefalingerne fra en arbejdsgruppe under Justitsministeriet, som i november 2008 afgav en rapport om hold og fremvisning af dyr i cirkus mv.
Herudover indebærer lovforslaget en udvidelse af forbudet mod at reklamere for og sælge genstande, der ikke må anvendes ved behandlingen af dyr, (f.eks. el-halsbånd) og et forbud mod udstilling mv. af ørekuperede hunde.
Lovforslaget indebærer endelig, at godkendelse af og tilsyn med zoologiske anlæg mv. og erhvervsmæssig handel med og opdræt af dyr, dyrepensioner og dyreinternater mv. overgår til fødevareregionerne, ligesom der fastsættes en beskikkelsesperiode for Dyreværnsrådets medlemmer på 3 år og foretages visse mindre tekniske justeringer af dyreværnsloven.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.