Legislator Case Law & Legislation
20081XX00553 DK

Skriftlig fremsættelse (11. marts 2009) - L 164

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2008 L 164 Valid

Skriftlig fremsættelse (11. marts 2009)

SF.L#LOKDOK28 2008 L 164 Valid

Velfærdsministeren (Karen Jespersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om individuel boligstøtte (Forhøjet boligstøtte til personer i anviste almene ældreboliger og lignende udlejningsboliger)

(Lovforslag nr. L 164).

Lovforslaget er en udmøntning af en del af satspuljeaftalen for 2009.

Formålet med lovforslaget er at gøre det muligt for kommunalbestyrelsen at yde en forhøjet boligstøtte til en gruppe af personer, som af kommunalbestyrelsen bliver visiteret til bestemte boligtyper som følge af et særligt behov på grund af fysisk eller psykisk funktionsevnenedsættelse, og som herefter anvises en almen ældrebolig eller lignende bolig, men som ikke er i stand til at betale huslejen i den pågældende bolig.

Langt de fleste i målgruppen for disse boliger modtager folkepension eller førtidspension eller er stærkt bevægelseshæmmede.

De modtager derfor boligstøtte efter gunstigere regler end efter de almindelige regler for boligsikring.

Imidlertid er der også personer, der er omfattet af de almindelig regler for boligsikring, der visiteres til almene ældreboliger mv.

I disse situationer er der ikke altid overensstemmelse mellem en persons ret til visitering og anvisning til en almen ældrebolig mv., og personens mulighed for at betale huslejen.

Den pågældende kan derfor have vanskeligt ved at betale huslejen i den anviste bolig.

Denne problemstilling kan ikke løses inden for de nuværende regler om for eksempel boligstøtte, enkeltydelser efter aktivloven eller merudgiftsydelse efter serviceloven.

Det foreslås derfor at give kommunerne hjemmel til, på baggrund af en konkret vurdering af støttemodtagerens økonomiske forhold, at udbetale forhøjet boligstøtte, som i det væsentlige svarer til boligstøtte efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede.

Kommunerne finansierer fuldt ud den forhøjede boligstøtte.

Lovforslaget vil medføre kommunale merudgifter.

Der er i forbindelse med satspuljeaftalen for 2009 afsat en samlet ramme til initiativet på 7,5 mio. kr. i 2009, 15 mio. kr. for hvert af årene 2010 til 2012.

De økonomiske konsekvenser af lovforslaget skal forhandles med kommunerne.

Eventuelle uforbrugte midler tilbageføres til satspuljen.

Lovforslaget har været i høring hos

Ankestyrelsen, Statsforvaltningsdirektørerne, KL, Danske Regioner, Dansk Socialrådgiverforening, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Rådet for Socialt Udsatte, Ældreboligrådet, Ungdomsboligrådet, Det Centrale Handicapråd, Landsforeningen Ældre Sagen, Ældremobiliseringen, Danske Handicaporganisationer, Boligselskabernes Landsforening, Danmarks Lejerforeninger, Lejernes Landsorganisation i Danmark, Ejendomsforeningen Danmark, Jydske Grundejerforeninger og Huslejenævns- og Beboerklagenævns forening.

Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2009.

Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →