Skriftlig fremsættelse (4. februar 2009) - L 123
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (4. februar 2009)
Økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af næringsloven, markedsføringsloven, erhvervsfremmeloven og forskellige andre love på Økonomi- og Erhvervsministeriets område. (Regelforenkling for tjenesteydere, oplysningspligt for tjenesteydere, regler om akkreditering og metrologi samt oprettelse af et produktkontaktpunkt).
(Lovforslag nr. L 123).
Lovforslaget skal sikre, at lovgivning på Økonomi- og Erhvervsministeriets område er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked eller ”servicedirektivet”.
Lovforslaget indeholder også ændringer af erhvervsfremmeloven for at kunne anvende Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 764/2008 og nr. 765/2008 fra ”varepakken”, der blev vedtaget den 9. juli 2008
I lov om omsætning af fast ejendom ophæves bestemmelsen om, under hvilken juridisk form ejendomsmæglervirksomhed må drives.
I elinstallatørloven, gasloven og dykkerloven ophæves krav om ikke at have forfalden gæld til det offentlige.
Endvidere fjernes muligheden for at begrænse autorisationer for elinstallatører.
I næringsloven ophæves bestemmelserne om speditører, auktionsholdere og vekselerer.
I markedsføringsloven ophæves forbud mod brug af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer for ”midlertidige” tjenesteydere, der ikke er etableret i Danmark, og der indsættes en hjemmel til at gennemføre direktivets oplysningspligter.
I erhvervsfremmeloven præciseres reglerne om akkreditering og metrologi, og der indsættes en bemyndigelse til bl.a. at oprette et produktkontaktpunkt.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.