Skriftlig fremsættelse (13. november 2008) - L 61
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (13. november 2008)
Justitsministeren (Brian Mikkelsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Advokatselskabers navn, sammensætningen af advokatselskabers bestyrelse og direktion m.v.).
(Lovforslag nr. L 61).
Formålet med lovforslaget er at foretage enkelte justeringer af retsplejelovens regler om advokater, navnlig af reglerne om advokatselskaber.
Lovforslaget indebærer navnlig, at der gennemføres en vis udvidelse af kredsen af personer, der kan optages som medlemmer af et advokatselskabs bestyrelse eller direktion.
Det foreslås således, at ansatte i et advokatselskab, der efter de gældende bestemmelser i retsplejeloven – uden at være advokater – ejer aktier eller anparter i et advokatselskab (partnere), fremover også kan optages som medlemmer af advokatselskabets bestyrelse og direktion.
Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne skal dog til enhver tid udgøres af advokater, der aktivt driver advokatvirksomhed i selskabet eller i dets moderselskab eller dets datterselskab.
Det foreslås endvidere, at der fremover ikke stilles krav om, at medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen i et advokatholdingselskab aktivt skal drive advokatvirksomhed i selskabet m.v.
Herudover foreslås det, at det præciseres i retsplejeloven, at advokatkommanditaktieselskaber endvidere må benytte betegnelsen »advokatpartnerselskab«.
Det foreslås endvidere præciseret i loven, at advokatselskaber, der er stiftet som europæiske aktieselskaber (SE-selskaber), må benytte betegnelsen »europæisk advokataktieselskab«, »SE-advokataktieselskab« eller »SE-advokatselskab«.
Endelig foreslås der indsat en udtrykkelig bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter Justitsministeriet – i overensstemmelse med hidtidig praksis – af hensyn til beskyttelse af klienterne kan offentliggøre oplysninger om domme og kendelser, hvor der er sket frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.