Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2008) - L 14
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2008)
Velfærdsministeren (Karen Jespersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til ændring af lov om sociale service (Fast kontaktperson i hjemmeplejen)
(Lovforslag nr. L 14).
Lovforslaget udmønter et initiativ fra kvalitetsreformen.
Forslaget om en fast kontaktperson for modtagere af personlig og praktisk hjælp har til formål at sikre, at modtagere af personlig og praktisk hjælp ved, hvem de kan kontakte, når der opstår spørgsmål om den personlige og praktiske hjælp.
I lovforslaget foreslås det derfor, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen om hjælp efter § 83 skal oplyse modtageren af hjælpen om, hvilken person der kan kontaktes på myndighedens vegne, hvis vedkommende har spørgsmål vedrørende den personlige og praktiske hjælp samt hvis den tildelte hjælp ikke leveres i overensstemmelse med afgørelsen.
En fast kontaktperson vil tydeliggøre, hvem hjemmehjælpsmodtageren kan henvende sig til og dermed lette adgangen til den kommunale myndighed, ligesom modtageren får en nemmere adgang til en person i hjemmeplejen, der har kendskab til den enkeltes særlige forhold.
Forslaget er en udvidelse af den allerede eksisterende ordning, hvor en kontaktperson kan kontaktes på myndighedens vegne, hvis hjælpen ikke bliver leveret i overensstemmelse med afgørelsen.
Denne bestemmelse ophæves med lovforslaget, der i stedet etablerer en ordning, der forpligter den kommunale myndighed at tilbyde alle modtagere af personlig og praktisk hjælp én fast kontaktperson på myndighedsniveau, der kan kontaktes i forbindelse med alle spørgsmål til personlig og praktisk hjælp samt hvis den tildelte hjælp ikke leveres i overensstemmelse med afgørelsen
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2009.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.